Kolding Netavis

Stiller skarpt på borgernes øjensundhed

Resultaterne er ifølge Profil Optiks chefoptiker, Gitte Sørensen, stærkt bekymrende. Pressefoto.

Profil Optiks tre butikker i Kolding lancerer nu sammen med resten af optikerkæden en opsigtsvækkende øjensundhedsrapport med fokus på danskernes øjensundhed.

Med udgangspunkt i nyeste forskningsresultater retter rapporten blandt andet opmærksomhed på den alarmerende udvikling, når det gælder børn og unges stigende skærmforbrug og de risici, det medfører for øjensundheden. I butikkerne opfordrer personalet til, at man er særlig opmærksom på at forebygge, skriver Profil Optik i en pressemeddelelse.

Profil Optik på henholdsvis Jernbanegade 8 og 11 samt i Kolding Storcenter rådgiver dagligt kunderne i Kolding om øjensundhed, men nu skærper butikkerne indsatsen. Sammen med resten af optikerkæden lancerer de en omfattende øjensundhedsrapport og inviterer byens borgere til at komme forbi til en snak om skærmvaner og gode råd til forebyggelse af øjensundhed.

Blandt andet indeholder rapporten en stor undersøgelse, lavet af analyseinstituttet YouGov for Profil Optik, som viser et opsigtsvækkende højtskærmforbrug blandt danske børn og unge. Hvor de 14-17-årige i gennemsnit bruger hele 35 timer om ugen foran skærmen, er skærmforbruget for de 8-13-årige på 27 timer, og for de 0-7-årige på 12 timer og ugen. Under Corona er skærmforbruget i gennemsnit steget med yderligere tre timer om dagen.

Stærkt bekymrende

Resultaterne er ifølge Profil Optiks chefoptiker, Gitte Sørensen, stærkt bekymrende:

– Vi ved i dag, at nærarbejdet foran digitale skærme og enheder medfører øget risiko for nærsynethed og øjenkomplikationer. Derfor er det stærkt bekymrende, at skærmforbruget blandt børn og unge er så højt, da deres øjne endnu ikke er færdigudviklet og derfor er mere udsatte end voksnes. Når vi så samtidig kan se, at skærmforbruget er steget markant under Corona, er der endnu større grund til bekymring.

Udover risikoen for nærsynethed medfører det høje skærmforbrug også øget eksponering af blåt lys, som digitale skærme udsender. Aktuel forskning og undersøgelser viser, at det skadelige blå lys fra skærme øger risikoen for øjentræthed, hovedpine, sløret syn og kan give varige skader på nethinden. Chefoptikeren refererer i den sammenhæng til, at optikerkæden i større grad end tidligere ser mange unge i butikkerne med symptomer på øjenproblemer. Et problem som er blevet værre under Corona.

– Vi oplever i stigende grad, at rigtig mange unge kommer ind og klager over hovedpine og øjentræthed. Især under Corona har vi taget imod langt flere unge med symptomer på øjenproblemer, og det synes vi er alarmerende. Vi råder naturligvis de unge til at være mere opmærksomme på, hvor meget tid de bruger foran skærmen, for vi vil jo langt hellere forebygge end behandle, pointerer Gitte Sørensen.

Det problem nikker man også genkendende til i de to butikker på Jernbanegade og i butikken i Kolding Storcenter. Her rådgiver man dagligt kunder i alle aldre om øjengener, men andelen af unge fylder rigtig meget. Personalet håber på, at øjensundhedsrapporten i endnu højere grad kan være med til at oplyse og informere borgerne omkring de risici, som vores ændrede adfærdsmønstre medfører. Ligesom kædens chefoptiker opfordrer de også til, at man tager øjensundheden alvorligt. Og navnlig forældre til børn og unge har et stort ansvar.

Gode råd

• Hold pauser med 20-20-20 reglen: se på en genstand 20 meter væk, i 20 sekunder, hvert 20. minut.
• Brug skærmbriller med et blålysfilter, som fjerner dele af det skadelige blå lys fra skærmen.
• Vær mere udenfor i dagslys, hvor øjnene stimuleres.
• Træn øjnene med afstandstræning, da øjet har godt af at skifte afstand ofte og meget.
• Styrk øjenmuskulaturen ved fx at jonglere, hvor øjnene bevæger sig hurtigt og dybdesynet trænes.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *