Kolding Netavis

Stiller op for Moderaterne

Elo Christoffersen
Vibeke Henriksen. Privatfoto.

Kolding står over for en spændende fremtid, og der er behov for politikere, der ikke blot taler om forandring, men også skaber den. Derfor har Vibeke Henriksen besluttet sig for, at stille op som kandidat for Moderaterne til kommunalvalget – klar til at tage fat og styrke byens udvikling.

Vibeke Henriksen er kendt for sin stærke stemme i foreningslivet. Som formand for Dansk Handicaporganisation i Vejen Kommune og stifter af Sind Vejen har hun i årevis kæmpet for de borgere, der ofte bliver overset. Med et hjerte for fællesskab og social retfærdighed har hun været en markant stemme for dem, der har svært ved at få ressourcer i hverdagen. Nu vil hun bringe sin erfaring og sit engagement hjem til Kolding – byen, hvor hun er født og har boet hele sit liv.

-For mig handler politik ikke kun om valgkampe. Jeg har trukket i arbejdstøjet – ikke kun op til et valg, men hver eneste dag, fordi jeg vil skabe den forandring, som mange kun taler om, fortæller Vibeke Henriksen.

Kolding har et stærkt fundament, men potentialet er endnu større:

-Forestil dig en gågade, hvor historien bliver levende gennem interaktive oplevelser, eller en bymidte, der summer af liv året rundt. Turisme, erhvervsliv og fællesskab kan gå hånd i hånd, hvis vi tør tænke nyt og handle, siger Vibeke Henriksen.

Moderaternes kandidat opfordrer borgerne til at tage del i samtalen om Koldings fremtid:

-Jeg stiller op, fordi jeg vil være med til at forme fremtidens Kolding – ikke bare med ord, men med handling. Har du idéer til, hvordan vi kan styrke Kolding? Hvilke forandringer ønsker du at se i vores by? Lad os tage snakken – sammen kan vi skabe en by, der ikke bare bliver besøgt, men husket.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel