Johannes Elbæk ved sidste års Veteranudstilling & Kræmmermarked på Landbomuseet Kolding.
Nekrolog: Ildsjælen og grundlæggeren af Landbomuseet Kolding Johannes Elbæk er mandag den 18. februar afgået ved døden. Han blev 92 år.
Den 1. september 1955 overtog Johannes Elbæk gården ”Lykkensborg” på Alminde Hede nord for Kolding. Johannes blev senere gift med Marie. Sammen drev de gården indtil 1992, hvor den blev overdraget til datter og svigersøn. Johannes har hele sit liv været fascineret af gamle redskaber og maskiner fra landbruget. Ved gårdens afståelse blev det aftalt, at der stilles et mindre rum til rådighed for opmagasinering af redskaber og maskiner. Samlingen blev større og større.
Uden offentlige tilskud og med egen arbejdsindsats skabte Johannes Elbæk på ”Lykkensborg” en enestående samling på omkring 1500 effekter, der blev istandsat efter princippet ”Her kommer gamle ting på værdig pension”. Det var Johannes Elbæks ønske, at samlingen skulle bevares for kommende slægter og gerne føres videre i en ny struktur.
Kolding Kommune køber i 2002 ”Lykkensborg” og de nærmeste gårde til industriområde. Samtidig lykkedes det en arbejdsgruppe med Johannes Elbæk i spidsen at finde et ideelt sted, som kunne rumme en udstilling, værksted, depot og oplevelsescenter – det blev Brødsgård i Harte. Johannes Elbæk overdrog sin samling til den selvejende institution Landbomuseet Kolding, som blev indviet i de nye omgivelser den 22. maj 2005.
Johannes´ hustru Marie har en gang ”med et glimt i øjet” udtalt – Hvis jeg skulle have udsøgt opmærksomhed, skulle jeg have været en gammel maskine.
Som noget helt unikt har Johannes Elbæk og konsulent Drewsen registreret og nummereret samtlige effekter samt skrevet en lille historie om anvendelsen af den enkelte effekt. Johannes har efter museets åbning i 2005 tilbragt mange timer på museet, det har været både hverdage og weekender. Han trivedes rigtig godt sammen med de mange frivillige, der har deres gang på museet. Johannes´ evne til at tale med alle har været medvirkende til at fastholde mange frivillige. Når der skulle arbejdes, og der var tid til en kaffepause kunne Johannes godt finde på at bemærke – Mine herrer det her er en forfriskning, ikke et måltid.
Der er ikke sket meget i bestyrelsen for Landbomuseet og Støtteforeningens bestyrelse, uden man lige har hørt om Johannes Elbæks mening inden tingene blev gennemført. Johannes Elbæk blev 92 år og efterlader hustru, 3 piger, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.
Nekrologen er skrevet af Landbomuseet Kolding.