Lørdag besøgte statsministeren Kræftens Bekæmpelses årlige repræsentantskabsmøde i Kolding.
Statsminister Mette Frederiksen (S) udtrykte sin dybfølte tak til de frivillige i Kræftens Bekæmpelse, da hun lørdag talte som gæstetaler på foreningens årlige repræsentantskabsmøde i Kolding.
-De af jer, der er frivillige i Kræftens Bekæmpelse, udfører et enormt arbejde. Det gælder alt fra rådgivning og støttesamtaler i svære tider, gå-aktiviteter, lokale stafetløb, socialt samvær, at tilbyde en skulder at læne sig op ad og at have opmærksomme øjne, sagde Mette Frederiksen til de næsten 300 frivillige til stede i salen.
-I dag takker jeg jer som statsminister, men især som Mette, som pårørende og som datter. Min familie har desværre været hårdt ramt af denne forfærdelige sygdom. Vi har fået kræftbeskeden alt for mange gange. Flere familiemedlemmer og venner har kæmpet sig igennem, men jeg har også mistet for mange, tilføjede hun.
Personlig tale
Mette Frederiksen holdt en meget personlig tale, hvor hun også berørte, hvor politikken skal fokusere. Hun pointerede, at der er sket store fremskridt indenfor kræftbehandling i Danmark i de seneste årtier, men:
-Vi er langt fra i mål. Det starter og slutter med, at kræftpatienter har tillid til vores sundhedsvæsen. Meget går godt, men ventetiden for behandling er stadig for lang på visse områder. Patientrettigheder skal overholdes, og behandlingskapaciteten på sygehusene må ikke være en begrænsning, sagde hun.
Mette Frederiksen efterlyste også et øget fokus på de mange mennesker, der er færdige med deres kræftbehandling på sygehuset og nu skal leve med eller efter kræft, måske med senfølger af sygdommen.
-Vi skal som samfund blive bedre til at tage os af patienten, når de forlader sygehuset, sagde hun.
-Den kræftplan, som vi går i gang med nu, er den største kræftplan hidtil. Vi foreslår at bruge 600 millioner kroner om året. Den skal fokusere på livet efter kræft og med kræft, tilføjede hun.
Takkede statsministeren
Formanden for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, takkede statsministeren på vegne af foreningen:
-Jeg er meget stolt og glad for, at statsministeren prioriterer at deltage i vores Repræsentantskabsmøde og på den måde anerkender vores dygtige og engagerede frivillige. Kampen mod kræften er en sag for os alle, og det er en sag, som statsministeren tydeligvis også støtter, sagde Helen Bernt Andersen.