Stafet for Livet bliver gennemført i år

Lørdag 03. April 2021 08:02 206
Stafet for Livet holdes kun en enkelt dag i år og det bliver i en "corona-venlig" udgave. Privatfoto. Stafet for Livet holdes kun en enkelt dag i år og det bliver i en "corona-venlig" udgave. Privatfoto.

Det bliver en "corona-venlig" udgave.

Årets udgave af Stafet For Livet vil blive helt anderledes. Konceptet skal gentænkes i nye rammer og omstændigheder, og vil i år kun blive holdt på en enkelt dag. Det foregår lørdag den 12. juni fra klokken 13-22.

Stafet for Livet vil holde fokus på det, der er vigtigt og som gør en forskel. Stafetten holdes normalt i gang af de mange holddeltagere, der går eller løber banen rundt. Men i år bliver det stafet fra ”egen have”, hvor de enkelte hold mødes og laver egne gåture og lokale arrangementer for at skabe opmærksomhed og indsamle penge til Stafet for Livet. Det oplyser arrangøren i en pressemeddelelse.

Stafet for Livet vil varetage de tre vigtigste ceremonier, som man kender fra de tidligere arrangementer:

Åbningsceremonien med Fighterrunden, der åbner stafetruten, Lysceremonien og Afslutningsceremonien.

Åbningsceremonien og Fighterrunden gennemføres i alternative rammer i tråd med gældende restriktioner, hvor Stafet for Livet byder velkommen, og fighterne får udleveret deres gule t-shirt og man får sat gang i stafetten på en hyggelig måde.

Lysceremonien bliver i år afholdt i alternative rammer, og hvis forsamlingsrestriktionerne ophæves - kan det blive på en lokation i samarbejde med City Kolding, hvor man vil finde et centralt sted i byen for at afholde ceremonien i gode rammer. Viser det sig at det ikke bliver en mulighed, findes der en alternativ løsning.

Privat lysceremoni

Der vil i år desuden være gode muligheder for at lave en privat lysceremoni i egen have, da Stafet for Livet giver holdkaptajnerne muligheder for at sælge lysposerne som dubletter, hvor den ene pose deltager i lysceremonien, og den anden kommer med holdet hjem.

- Lysceremonien er vigtig, fordi den giver fællesskabsfølelse, når alle de levende lys i små papirposer blafrer i mørket, og vi stille tænker på dem vi mistede eller sender styrkende tanker til nuværende kræftpatienter, fortæller formand Linda Berg Johansen i pressemeddelelsen.

Afslutningsceremonien vil blive i en kortere og mere koncentreret udgave, der kan streames på tilgængelige medier for dem, der måtte ønske at følge med. Dens form vil også være afhængigt af de aktuelle restriktioner og forsamlingsforbud.

Corona har vist, at det fortsat er vigtigt at sætte fokus på kræft. Mange har desværre undladt at søge læge tyder tallene på. Men kræft er ikke en dødsdom. Fighterne i deres gule T-shirts giver håb. Både de, der er kommet godt igennem, og de, der stadig kæmper mødes. Det giver fællesskab.

- Det vil i år blive svært at lave børneaktiviteter som vi kender det fra tidligere stafetter, men vi igangsætter fra stafettens side blandt andet en tegnekonkurrence for børn med lækre præmier, siger Linda Berg Johansen.

Allerede nu har fem hold tilmeldt sig. Stafet for Livet håber på mange flere.

Fakta

Stafet For Livet i Kolding afholdes lørdag d. 12. juni 2021 i alternativ udgave.

Det er fjerde gang, Kolding står sammen i kampen mod kræften til Stafet For Livet og i 2019 indsamlede stafetten 454.688kr og tændte 392 lysposer til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Man kan allerede nu tilmelde sit eget hold og blive en del af Kræftens Bekæmpelses stafet, der gennem oplysning, aktiviteter og underholdning sætter fokus og indsamler penge til kræftsagen. Man bestemmer selv, hvor stort holdet skal være, og om man vil løbe eller gå. Mange hold er omkring 10-20 personer.

I år skal man selv lave sin rute fra egen have.

Alle deltagere betaler for at deltage i stafetten - 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn og unge under 18 år.

Du kan også tænde en lyspose på nettet, og få den opstillet, og få en med hjem - den koster 50 kr.

Tags