Læserbrev af Erik Dyg Sørensen (SF), byrådskandidat, Valmuevej 28, 6000 Kolding.
Som forholdsvis tilbageflytter til Kolding, efter 24 år i landsbyen Skanderup, er jeg optaget af, at vi som politikere husker det store frivillige arbejde, der er i kommunes mange lokalråd, idrætsforeninger og andre grupper, der holder gang i landsbyerne.
I SF er vi optaget af at der er liv og udvikling i alle områder af kommunen. Vi ønsker at skabe sammenhæng i hverdagen, blandt andet gennem gode busforbindelser, den lokale daginstitution, folkeskolen, fritidsaktiviteter, foreninger, indkøbsmuligheder, det lokale plejehjem og de kulturelle og naturmæssige oplevelser.
Det lokale samfund skal skabe rammerne om et godt familieliv, så vores børn kan vokse op i trygge omgivelser, og vores ældre kan føle sig godt tilpas, fordi de er en del af et lokalt fællesskab.
SF har to fokusområder, når det handler om at styrke det lokale fællesskab:
1 – Bedre kollektive forbindelser mellem landsbyer, centerbyer og Kolding. Man skal kunne bo i hele kommunen uden at være afhængig af en bil.
2- Udvikling af landsbyer og centerbyer. Ikke alt skal ligge i Kolding by, og i SF vil vi prioritere udvikling i alle dele af kommunen.
Godt valg