Kolding Netavis

Stadsarkivet åbner for on-demand besøg

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Efter to og en halv måneds nedlukning af det fysiske arkiv er Stadsarkivet gradvis ved at åbne op for aktiviteterne igen.

I sidste uge vendte medarbejderne tilbage til administrationen og på tirsdag åbnes læsesalen igen, dog med visse restriktioner.

De nuværende retningslinjer betyder, at antallet af besøgende er begrænset til to på læsesalen, hvorfor der indføres en on-demand ordning, så man ikke risikerer at skulle vente forgæves eller ikke kan komme ind. Forinden besøg skal man derfor reservere plads i det ønskede tidsrum. Reservation af en læsesalsplads foregår på 7979 1030 i den almindelige åbningstid eller ved at sende en mail til ar***@ko*****.dk.

Begrænsninger

Der vil også være visse begrænsninger på omfanget af materialer på læsesalen og befinder materialet sig i fjernmagasin, skal man som altid huske at bestille det inden læsesalsbesøget. Materialer fra fjernmagasin afhentes hver fredag og skal være bestilt senest torsdag klokken 12.

Det vil heller ikke være muligt at benytte arkivets mikrofilmapparat, computer, scanner eller skriveredskaber, men man må gerne medbringe egne skriveredskaber, kamera og computer på læsesalen.

– Vi glæder os til at se vores brugere igen efter en lang pause, og håber at mange vil benytte sig af at dykke ned i arkivets samlinger inden sommeren er over os. Andre af vores aktiviteter må vente lidt endnu, da arkivet dækker over mange forskelligartede opgaver, der hver især har nogle forskellige udfordringer, fortæller stadsarkivar Lene Wul i en pressemeddelelse.

Uddannelsestjenesten holder således indtil videre lukket for besøg, da afstandskravet ikke kan opretholdes i arkivets lokaler men gennemfører forløb, der foregår i det fri, hvilket der allerede har været stor efterspørgsel på blandt kommunens skoler.

Til gengæld er flytningen af vores Historisk Værksted til 1. sal på biblioteket ved at blive færdiggjort, og man kan nu opholde sig i området, men de månedlige workshop starter først op efter sommerferie i uge 31. Første gang vil være mandag d. 27. juli. Derudover kan man glæde sig til åbning af en helt ny udstilling til september, der markerer 50-året for Koldingbogen.

Installationsprojektet STEMMEBOKSEN, som kun nåede få dage i udstillingslokalerne i Nicolai Kunst og Design rykker videre til Vejen Bibliotek, hvor den kan opleves fra mandag den 8. juni.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel