Uheldet skete natten til søndag. Manden, der var spirituspåvirket, faldt i søvn bag rattet, fortæller politiet.
En 41-årig mand fra Christiansfeld kørte natten til søndag ved 02-tiden bil – til trods for, at han var påvirket af spiritus, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, John Skøtt, til Kolding Netavis.
Manden kørte i vestlig retning ad Højrup Landevej mellem Højrup og Ødis-Bramdrup.
-Han faldt i søvn bag rattet, mens han kører omkring 80 km/t. Bilen kom over i modsatte vejbane, rammer et autoværn og ender i grøften, siger vagtchefen.
Bilens airbag blev udløst ved uheldet, men den 41-årige mand slap uskadt fra uheldet. Bilen fik dog skader.
Da politiet kom til stedet, viste det sig, at han havde fået for meget spiritus indenbords og promillen dermed var over de tilladte 0,5. Han er nu sigtet for spirituskørsel.