De tyske organisationer One Earth One Ocean og Scientific Diving Association (SDA) er for øjeblikket i gang med at finde og fjerne spøgelsesgarn, tabte fiskeredskaber, i Lillebælt.
Nettene fortsætter med at fiske, selv efter de er gået tabt, og gennem årtier kan marsvin, sæler, hummere, fisk og andre dyr lide en grusom skæbne, hvis de bliver fanget i et spøgelsesnet.
Organisationerne har siden 2017 arbejdet ud fra Gl. Ålbo Camping med at hente net op fra havbunden. Arbejdet udføres af cirka 14 frivillige, som bruger deres ferier og betaler for mad og overnatning, mens de bidrager til oprydningen i de danske farvande. Driftsomkostninger for materiel og lignende dækkes af tyske sponsorer som Trixie, der sælger tilbehør til kæledyr.
Der er store potentialer for virksomheder inden for ESG (Environmental, Social, Governance) arbejde i forbindelse med naturprojekter.
-Jeg glæder mig til, at vi når samme niveau som i Tyskland. Tusind tak til de frivillige og deres sponsorer for deres indsats med oprydning og for at hjælpe vores truede havmiljø, siger Jørn Chemnitz (SF), formand for Natur, Miljø og Klima i Kolding Kommune, der var med i dag torsdag, på spøgelsesjagt i Lillebælt.
Se billederne øverst i artiklen…