Jesper Nicholaisen er i tirsdags tiltrådt som ny administrerende direktør for SPEKVA i Vamdrup, som producerer snedkerkøkkenbordplader i massivt træ til ind- og udland. Han kommer med 29 års erfaring fra træbranchen, senest som direktør i egen virksomhed.
Tirsdag havde Jesper Nicholaisen, 50 år fra Aarhus, officielt første arbejdsdag på posten som ny administrerende direktør for SPEKVA, som producerer snedkerkøkkenbordplader i massivt træ til ind- og udland fra snedkerværkstedet i Vamdrup.
Virksomheden i Vamdrup får således en direktør, der kommer med solid erfaring fra branchen, som han har beskæftiget sig med i 29 år – senest som direktør i egen virksomhed:
-Jesper har i næsten tre årtier rådgivet og solgt produktionsløsninger til primært træbranchen, og han har således et indgående branchekendskab og en spændende profil som tidligere rådgiver. Med sin solide ledelseserfaring og kendskab til SPEKVA ser vi frem til at have ham ved roret på vores fortsatte vækstrejse, siger bestyrelsesformand hos SPEKVA, Ib Sand Nykjær.
Jesper Nicholaisen valgte tidligere på året at træde ud som ejer og stoppe som direktør i Nicholaisen A/S, der rådgiver og leverer maskinløsninger til blandt andet trævirksomheder, for at bringe sine kompetencer i spil på nye måder i branchen – og derfor var han ikke sen til at takke ja til direktørposten hos SPEKVA:
-Da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl om, at lysten var der. SPEKVA er en spændende virksomhed, der værner om sine danske rødder og det gode håndværk, hvilket er grundpillerne for at kunne snedkerere unikke massivtræs-køkkenbordplader i en kvalitet af øverste hylde. Og det var simpelthen en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, da jeg fra start af vidste, at jeg her havde noget at bidrage med qua mine mange år som rådgiver i træbranchen, fortæller Jesper Nicholaisen.
Overskud
I juni kunne SPEKVA offentliggøre et overskud på 4,4 millioner kroner for 2021, hvoraf størstedelen af omsætningen realiseres på de internationale markeder, og den nye direktør ser oplagte muligheder for fortsat at vækste forretningen:
-I bund og grund står opgaven soleklart for mig – vi skal videreføre det unikke træhåndværk, som er virksomhedens DNA. Det skal vi sammen med vores kunder ikke mindst, mens vi naturligvis også skal have øje for nye muligheder og fortsætte vores vækstrejse mod de markeder, hvor kunden ønsker skræddersyede køkkenbordpladeløsninger af det bedste og reneste materiale, som naturen kan tilbyde, siger Jesper Nicholaisen afsluttende.
Jesper Nicholaisen overtager direktionskontoret i Vamdrup fra Ulrik Mikkelsen, som har været konstitueret direktør i SPEKVA siden maj.