Kolding Netavis

Soloulykke: 46-årig mand i kritisk tilstand

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Elo Christoffersen.

Ulykken skete sent torsdag eftermiddag. Manden er i kritisk tilstand.

En 46-årig mand kom af endnu ukendt årsag ud for en trafikulykke på Fynsvej i udkanten af Kolding. Ulykken skete torsdag kort før klokken 17 umiddelbart efter lyskrydset ved Nr. Bjertvej i retning mod motorvejen og rundkørslen.

Manden blev i ambulance kørt til Kolding Sygehus, men blev senere overført til Odense Universitetshospital. Den 46-åriges tilstand er kritisk, fortalte vagtchef hos Sydøstjyllands Politi. Lars Grønlund, tidligere til Kolding Netavis.

Hvordan ulykken skete vides endnu ikke. Politiets teknikere foretog undersøgelser på ulykkesstedet. Bilen var meget medtaget – blandt andet var det ene hjul revet af bilen og lå ved siden af køretøjet. Og barken på træet, som bilen endte i, var revet af. Det oplyser netavisens reporter på stedet.

Torsdag aften er mandens tilstand fortsat kritisk, oplyser vagtchef Lars Grønlund til Kolding Netavis.

De pårørende til manden er underrettet om ulykken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel