Kolding Netavis

Solcellepark med lokal opbakning i Kolding

-Vi tror på, at vi kan være med til at fremme den grønne omstilling ved at involvere den lokale befolkning og tilbyde mulighed for at få medejerskab, siger Lars Naur, direktør i Jysk Energi. Pressefoto.

Selvom de fleste bakker op om udbygningen af den vedvarende energi, er massive protester mod solcelleanlæg et velkendt fænomen over hele landet. Men sådan er det ikke i Kolding Kommune, hvor lokale landmænd bakker op om etableringen af en solcellepark.

Vindmøller, biogas og solcelleanlæg har det tilfælles, at ingen ønsker dem etableret i egen baghave, samtidig med at de fleste gerne vil udbygge den vedvarende energi. Den gordiske knude har Jysk Energi sat sig for at løse, og den forbrugerejede energikoncern med hovedsæde i Holstebro har derfor lanceret en ny model for medejerskab.

Flere borgere i Kolding Kommune finder da også modellen så interessant, at de har indgået aftaler med Jysk Energi, og sagen ligger derfor nu til behandling i kommunen.

Hvor i kommunen, der er planer om en solcellepark, vil Jysk Energi endnu ikke afsløre over for Kolding Netavis:

-Vi har dialog med kommunen om områderne, vi arbejder i og i de kommende uger vil vi informere de nærmeste naboer. Vi vil gerne respektere dem inden vi melder ud. Dog forventer vi at blive konkrete i løbet af den næste måned til halvanden. Når vi melder noget ud, vil vi samtidig invitere lokale borgere til en infoaften, hvor de kan stille spørgsmål til projektet. Vi tror på at projektet skal styrke lokalsamfundet, så vi begynder ikke opførelsen, uden at informere borgerne først, fortæller Lars Naur, direktør i Jysk Energi, til Kolding Netavis.

Medejerskab fremmer grøn omstilling

Fundamentet for den lokale opbakning er en langsigtet investeringsstrategi med en stor grad af borgerinddragelse og lokalt medejerskab, der sikrer de lokale borgere op til 50 procent af overskuddet.

-Vi tror på, at vi kan være med til at fremme den grønne omstilling ved at involvere den lokale befolkning og give de mennesker, der skal leve med et vedvarende energianlæg mulighed for at få medejerskab,” siger Lars Naur.

Jysk Energi har valgt at bygge solcelleparkerne for at eje dem sammen med lokalbefolkningen i mange år fremover og har afsat en milliard til etableringen af nye solcelleparker.

Tagget med:
Del denne artikel