Efter en lærerig weekend ved Rallye Südholstein venter der nu Sørensen Junior Team en actionfyldt dag fyldt med fart, teknik og rå motorsport til Rallye Buten un’ Binnen.
Løbet er kendt for sine spektakulære strækninger og udfordrende terræn. Blandt andet finder det sted på det tidligere militære IVG-område, hvilket betyder snoede skovveje og tekniske sektioner, der stiller store krav til både første- og andenkører. Derudover inkluderer løbet også åbne etaper uden for skovområdet, hvor høj hastighed og præcision bliver afgørende.
For Oliver Sørensen fra Kolding og Frederik Glad fra København bliver det dog ikke første gang, de skal testes i det udfordrende terræn. Makkerparret deltog nemlig i løbet sidste år. Derfor kender de til området, og det har haft betydning for deres forberedelser:
-Vi har set onboard-optagelserne fra sidste år for at finde steder, hvor timingen af noterne kan forbedres. Derudover har vi gennemgået mine noter fra sidste løb for bedre at kunne huske de enkelte prøver, fortæller Frederik Glad i en pressemeddelelse.
Disse erfaringer får betydning for holdet, der sidste år løb ind i problemer:
-Vi havde en punktering på en af prøverne, så vi ved, hvor der er ekstra risiko for det. Det tager vi med os, så vi forhåbentlig kan undgå samme problem i år, tilføjer Frederik Glad.
Stor interesse
Interessen for løbet er stor. Det forventes, at 110 hold deltager, og i RC5-klassen deltager otte mandskaber. Det er det største felt makkerparret har kørt mod siden deres debut:
-Vi forventer en tæt kamp i klassen, hvor der denne gang er otte mandskaber, alle i samme bil. Der bliver uden tvivl kamp om placeringerne, men vi går selvfølgelig efter at være med i toppen, forklarer Frederik Glad.
Førstekører Oliver Sørensen håber ligeledes på et godt løb:
-Man forventer altid at gøre det godt, og nu hvor vi bliver otte i klassen, håber man vel altid på at komme på podiet, siger han.
Løbet er ligeledes første afdeling i Clio Trophy DE, som Sørensen Junior Team også er tilmeldt. Med deltagelse i Clio Trophy konkurrer holdet i et stærkt felt af ensartede Renault Clio Rally5-biler. Denne mærkespecifikke klasse giver enestående muligheder for tæt og intens konkurrence, hvor kørernes talent og strategi er afgørende for succes.
Sørensen Junior Team ser frem til en motorsportsoplevelse, der kombinerer fart, teknik og historie i en af Europas mest unikke rallybegivenheder ved Rallye Buten un’ Binnen 2025.