Kolding Netavis

Sønderjysk højskole er kommet på tvangsauktion

Foto: Itvang.dk.

Med jævne mellemrum ender en ejendom af den eller anden grund i fogedretten, hvor interesserede kan byde på den på en tvangsauktion.

Typisk er det en villa, landejendom eller måske en lejlighed, men i Sønderjylland er en hel højskole netop kommet på auktion. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Nærmere bestemt er det Musik og Teaterhøjskolen i Toftlund, der er kommet under hammeren efter den sidste år gik konkurs.

Det betyder, at du nu har mulighed for at lægge et bud ind på ejendommen, der i næsten 40 år har fungeret som en højskole med blandt andet musik, sang, teater og nycirkus på skemaet.

Ejendommen har ifølge beskrivelsen på tvangsauktionssiden Itvang.dk 20 værelser, ni separate baderum og minimum 50 sengepladser.

Rekord få tvangsauktioner

Tvangsauktioner er i høj grad blevet mere af et særsyn i forhold til tidligere; sidste år blev der nemlig solgt rekord få ejendommen på auktion. Det viser tal fra Boliga.dk.

I 2022 blev der i alt handlet 403 ejendomme, der i BBR-registret blev noteret som solgt på tvangsauktion.

Det er det laveste niveau siden 2007 – før finanskrisen – hvor der blot blev solgt 328 ejendommen på auktion.

Inden coronapandemien satte skub i markedet i 2020, blev der snildt solgt over tusind ejendomme på auktion om året. Da niveauet var på sit højeste i 2010, var det det over 4.000.

Auktionen for Højskolen i Toftlund finder ifølge Itvang.dk sted den 13. april i Retten i Sønderborg.

Tagget med: ,
Del denne artikel