Kolding Netavis

Sønderjyde fik sin første store gevinst i 33 år: -Det er jo altid naboen, der vinder

Foto: Danske Spil.

En heldig – og meget tålmodig – mand fra det sydlige Jylland har siden 1989 trofast spillet Lotto. Nu kan han endelig indløse den første milliongevinst.

En døgnvagt på arbejdet tog en lørdag nat en lynhurtig drejning for en midaldrende jyde. Mobiltelefonen fortalte ham pludselig, at han havde en vundet en million kroner.

-Jeg ville lige tjekke ugens Lotto inden jeg lagde mig, og så poppede der en besked op, hvor der stod ”Tillykke, du har vundet en million”, og med det samme tænkte jeg, ”hold op, de tager pis på mig, fortæller den heldige vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Men hurtigt fandt han ud af, at den var god nok. Og det var svært at begribe.

-Jeg synes, det har været lidt svært at forstå det. Jeg fik i hvert fald ikke sovet den nat. Jeg sad og stirrede lidt på det, skulle lige trække vejret og sikre mig, at det var rigtigt, for jeg har jo aldrig vundet noget. Det er jo altid naboen, der gør det, fortæller vinderen grinende.

Den heldige spiller fra Jylland har spillet Lotto, siden spillet blev lanceret tilbage i 1989, og det er første gang, han prøver at vinde mere end 200 kroner.

Ikke færdig med at spille Lotto

Den nye kapitalindsprøjtning forventes dog ikke at ændre det store i hverdagen.

-Jeg kommer ikke til at gå ud og købe luksus ting, som jeg ikke har brug for. Noget af det bedste ved det her er, at jeg får den økonomiske frihed til at kunne give mine børn lidt ekstra, tage på en ekstra rejse og muligheden for at stoppe på arbejdsmarkedet lidt tidligere. Og det synes jeg er fantastisk, det må jeg sige, siger jyden.

Specielt børnene glæder vinderen sig til at dele gevinsten med.

-Jeg synes, det er helt fantastisk at kunne dele det med mine børn. Jeg har aldrig fået noget selv, for vi havde ikke noget, så det er en utroligt dejlig fornemmelse, forklarer han.

Selvom milliongevinsten er i hus, spiller vinderen stadig Lotto.

-Jeg kan godt lide underholdningen, spændingen og hyggen i det. Jeg ved ikke, om man kan vinde to gange, men man har da lov at håbe.

Tagget med: ,
Del denne artikel