Hvad foretrækker du? At have et hjem uden jul – eller jul uden et hjem?
SAND Trekanten har inviteret Kolding Byråds socialudvalg (Social og Arbejdsmarked, red.) til ‘Jul på Gaden’. Invitationen til de lokale politikere omfatter ikke kun tilberedning og nydelse af en flæskestegssandwich under åben himmel foran rådhuset, men også en invitation til en samtale om lokale udfordringer på hjemløseområdet.
Ved grillens gløder vil SAND Trekanten forsøge at gøre beslutningstagerne klogere på tilværelsen uden tag over hovedet. Og det afsløres allerede nu, at det på ingen måde er sjovt at være hjemløs i julen:
-Vi har valgt at invitere de lokale politikere ud i kulden for at sætte tingene i relief: Mens andre hygger sig indendørs, er der mennesker i Danmark, som ikke har et sted at bo, fortæller formand for SAND Trekanten, Henrik Gram Jørgensen i en pressemeddelelse.
Han tilføjer:
-Vi håber, at dette arrangement både kan skabe opmærksomhed omkring hjemløshed her i kommunen og mindske afstanden – ikke fra bænken til Borgen, men måske fra rendestenen til Rådhuset.
Der er registreret 65 hjemløse i Kolding Kommune.
‘Jul på Gaden’ finder sted den 17. december klokken 15-17 foran Kolding Rådhus.