Kolding Netavis

Socialt udsatte får kortere til rygestop

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Socialt udsatte borgere i Kolding Kommune får en ny mulighed for hjælp og støtte til at blive røgfri eller ryge mindre med indsatsen ”Få styr på røgen”.

I løbet af januar 2020 har Sundhedscenter Kolding uddannet 10 rygestopinstruktører i kommunalt og frivilligt regi, som er i fuld gang med at planlægge og igangsætte rygestoptilbud på Vækststedet, Cafe Paraplyen, Forsorgshjemmet Overmarksgården, stofmisbrugscentret, Nordhøj, i Somalisk Sundhedsforbund og i kommunens bostøttetilbud.

Blandt socialt udsatte borgere er ni ud af ti storrygere, og det er en naturlig tanke, at rygning for denne gruppe mennesker kan være deres mindste problem. Men det er en myte viser flere undersøgelser. Syv ud af ti ønsker at blive røgfri – samme tendens som ses i den resterende del af befolkningen.

– Kolding Kommune er partnere i Røgfri Fremtid, og målet er et røgfrit Danmark i 2030. Vi skal have alle med i denne bevægelse og derfor er det vigtigt, at vi tilpasser vores tilbud til det enkelte og til de forskellige målgrupper, siger Hans Holmer (SF), formand for Social- og Sundhedsudvalget, i en pressemeddelelse.

For denne gruppe borgere er et traditionelt rygestophold på fx Sundhedscenter Kolding ikke altid den bedste løsning. Formålet med ”Få styr på røgen” er at flytte indsatsen ud og tæt på borgerne, møde borgerne på deres hjemmebane og her lave fleksible rygestopforløb i allerede kendte relationer og rammer.

”Få styr på røgen” er inspireret af et lignende succesfuldt projekt fra København Kommune. I løbet af foråret tester Sundhedscenter Kolding også konceptet ”Kom & Kvit” i Cafe 43 i Skovparken, som er et åbent hold med løbende optag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel