Kolding Netavis

Socialøkonomisk start-up bekæmper ensomhed i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Det anslås, at der er 50.000 ensomme ældre i Danmark. Det er dyrt – både for den ensomme – men også for samfundet at løfte ældres ensomhedsbyrde. Problemet er desværre også stort i Kolding.

Det vil to danske iværksættere lave om på med deres platform Elderlearn, som hjælper kommuner landet over med at bekæmpe ensomhed blandt ældre og fremme integrationen, skriver Elderlearn i en pressemeddelelse.

Det var et studieophold i Østrig, der gav den dengang sociologistuderende Andreas Reventlow idéen til Elderlearn.dk. Én måned havde han til at lære tysk, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at bestå sine tysksprogede eksamener på universitetet i Wien.

For at styrke sit tyske sprog fik han et job som fultidsbesøgsven på et plejehjem i Essen i Tyskland. Jobbet var nemt at få, for som de sagde, da han ringede:

– Vi mangler altid nogen, der vil komme og tale med de ældre.

Et halvt år senere bestod Andreas alle sine fire eksamener på tysk.

Forebygger ensomhed blandt ældre

I dag har Andreas Reventlow og hans partner Nicklas Stenfeldt stiftet den socialøkonomiske virksomhed Elderlearn, der med udgangspunkt i frivillighed, går målrettet efter at bekæmpe ensomhed blandt ældre borgere og samtidig hjælpe udlændinge med at lære bedre dansk.

Elderlearn har allerede matchet 280 udlændinge med 280 ældre, og i Københavns Kommune venter over 60 sprogstuderende i kø på at blive matchet.

Nu satser Andreas og Nicklas alt på, at bekæmpe ensomhed blandt ældre i hele landet. En stor del af arbejdet ligger i at hjælpe kommunen med at opspore de ensomme ældre, som ellers kan være vanskeligt, da ensomhed er tabubelagt, og de færreste mennesker har lyst til at stå frem og sige, at de er ensomme.

– Med Elderlearn ønsker vi at hjælpe Kolding med at opspore de ensomme ældre. Med vores platform behøver de ældre nemlig ikke at erklære sig som ensomme for at bruge vores platform. Elderlearn er åben for alle ældre, velfungerende eller udfordret, og målrettes de potentielt ensomme i tæt samarbejde med kommunerne, forklarer Nicklas Stenfeldt.

Han fortsætter:

– For nogle ældre er hverdagen præget af samvær og masser af aktiviteter, men for andre ældre er livet efter pensionsalderen desværre præget af ensomhed og tab af livskvalitet. Det er dyrt – både for den ensomme – men også for samfundet at løfte ældres ensomhedsbyrde. Med Elderlearn vil vi forebygge og bekæmpe ensomhed blandt den hastigt voksende gruppe af ældre og samtidig sikre en let opstart uden besvær for de danske kommuner.

Behov for diskursændring

Ifølge folkene bag Elderlearn har vi i Danmark behov for at ændre synet på de ældre fra ældrebyrde til ældrestyrke.

– Som samfund skal vi væk fra tanken om en ”ældrebyrde”, for hos Elderlearn kan vi tydeligt se, at de ældre kan bidrage med meget mere, end vi som samfund og de måske selv går og tror, forklarer Andreas Rewentlow.

Han fortsætter:

– Vi har alle et behov for at føle, at vi bidrager. Derfor har vi skabt et rum, hvor de ældre er frivillige og dermed aktive samfundsborgere, der bidrager til en bedre integration. Vi ved nemlig, at frivillighed og dybe relationer mere end noget andet øger vores trivsel og livsglæde, slutter han.

Sådan fungerer Elderlearn.dk

Både de ældre og de sprogstuderende tilmelder sig på Elderlearn.dk. Herefter matcher Elderlearn ud fra afstand, ønsket tidsrum og interesser.

Når der er fundet et match får begge parter besked, og Elderlearn hjælper med at arrangere det første møde. Elderlearn er også tilstede ved første møde for at sikre en god start ved fx at hjælpe begge parter med emner, der kan tales om, så dialogen kommer godt i gang. Ofte er det ikke nødvendigt, men det giver en ekstra tryghed.

Målet er langvarige relationer, som både de ældre borgere og udlændinge har glæde af.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel