Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
I mit arbejde – ja, det lyder måske lidt pompøst – bruger jeg det meste af min uge på at hjælpe mennesker. Uanset om jeg sidder i jobcenteret som koordinerende sagsbehandler og lytter til historier fra folk, der er midt i livets stormvejr, eller om jeg yder professionel omsorg på plejehjemmet, hvor jeg ofte føler mig mere som en psykolog end en social-og sundhedsassistent, er mit mål det samme: At være der for andre.
Jeg engagerer mig også i frivillige projekter, hvor jeg kæmper for inklusion og tilgængelighed for folk med psykiske og fysiske handicap. Det er vigtigt arbejde, men lad os være ærlige – nogle gange kan det være ret tungt. Der er altid en historie, der får ens hjerte til at knuge sig sammen, og til tider kan man ikke lade være med at tage det med sig hjem. Det føles som at bære en usynlig rygsæk fyldt med andres bekymringer.
Forleden sad jeg med en kop kaffe i hånden og reflekterede over, hvad der driver mig til at fortsætte, selv når det bliver overvældende. Jeg tænkte på de små øjeblikke, der gør det hele værd. Som da en ældre dame på plejehjemmet fortalte mig, at hun aldrig havde følt sig mere set og hørt, eller da en ung mand i jobcenteret endelig fik sit drømmejob og takkede mig for at have troet på ham, da han ikke selv gjorde det.
Disse øjeblikke minder mig om, at selv de mindste handlinger kan have stor betydning. De er som lysstråler, der bryder gennem skyerne, når tingene ser som mørkest ud. Selvom det kan være udfordrende at bære andres byrder, giver det mig også en følelse af formål og mening.
Mange spørger mig: “Hvordan kan du egentlig holde til det, du laver?” Jeg er begyndt at indse, at det nok skyldes, at jeg har lært hjemmefra med en søskendeflok på fire, at det ikke er egoistisk at passe på sig selv; det er faktisk nødvendigt, hvis jeg vil kunne hjælpe andre på en meningsfuld måde.
Og jeg er ret god til at tage tid til mig selv midt i det hele og finde rum til at lade mine egne følelser og tanker komme til udtryk. Det kan være alt fra at tage en kort gåtur med hunden til en eftermiddagslur på sofaen eller blot tilbringe tid med venner, der kan løfte mit humør.
Så selvom der er dage, hvor jeg føler mig som en del af en storm, der aldrig ser ud til at aftage, holder jeg fast i håbet. Håbet om, at hver lille handling kan bidrage til forandring, og at hver historie, jeg lytter til, er en påmindelse om styrken i det menneskelige fællesskab.
Det er denne styrke, der får mig til at stå op hver morgen og fortsætte mit arbejde. For i sidste ende handler det om at skabe en verden, hvor alle føler sig hørt, set og støttet.
