Kolding Netavis

Små midler: Demente plejehjemsbeboere i Vonsild bliver gladere

Vonsildhave i Vonsild. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Et forløb med Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold har givet både demente beboere og ansatte på Attendo plejecentret Vonsildhave i Vonsild mere ro og bedre trivsel. Nøglen er at tage udgangspunkt i den enkelte dementes individuelle behov.

Når demente beboere på plejehjem reagerer voldsomt, har personalet ofte svært ved at forstå hvorfor, de gør det. Uforklarlig eller voldsom adfærd blandt demente beboere var tidligere også en udfordring for plejecentret Vonsildhave i Kolding, men det er det ikke længere.

Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold har nemlig været forbi plejecentret og givet personalet et værktøj til at undgå den voldsomme adfærd, og det er at lære den pågældende dementes livshistorie bedre at kende.

På Vonsildhave blev en dement kvinde for eksempel helt ude af sig selv af raseri, når personalet bad hende komme med ud på toilettet. Efter en snak med de pårørende fandt personalet ud af, at den tidligere direktørfrue ikke var vant til, at toiletbesøg blev diskuteret i al offentlighed.

– I stedet siger vi nu, at hun skal en tur med ind på sin stue, og så har hun ikke længere de voldsomme raserianfald, når hun bliver fulgt på toilettet, fortæller virksomhedschef Ditte Korsager fra Vonsildhave Plejecenter i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Vi har også fundet ud af, at den demente kvinde er meget mere tilfreds, når vi kalder hende frue i stedet for ved fornavn.

Større arbejdsglæde

Det er et læringsforløb med Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold, der har sat gang i en proces, hvor plejepersonalet lærer at tage udgangspunkt i den enkelte dementes behov og livshistorie. Medarbejderne forsøger at sætte sig i demente beboeres sted, og dermed se verden fra deres perspektiv.

Samtidig har forløbet lært de ansatte, at det kan betale sig at bruge tid på at fortælle hinanden om de gennembrud, de gør, for at få mere tilfredse og rolige demente på Plejecentret Vonsildshave. Det giver også personalet større arbejdsglæde.

– Kommunikationen blandt os er også blevet bedre, fordi det ikke handler om, hvad den ene eller anden synes, men det er beboernes individuelle trivsel, der er i centrum. Alle de små facetter, der får den enkelte beboer til at trives, bliver skrevet ned, så alle udfører den bedste pleje og omsorg, fortæller Ditte Korsager.

Mennesket i centrum

Knapt 90.000 danskere lider af demens. Sygdommen påvirker ikke kun de demente, men også de pårørende. Derfor var derfor ingen tvivl, da Kolding Kommune spurgte Vonsildhave Plejecenter, om de ville være med til at uddanne personer i at højne kvaliteten af omsorgen og plejen for demensramte.

– Demensrejseholdets hovedbudskab er at sætte mennesket i centrum i stedet for sygdommen, og det har vi taget til os. Det bedste ved forløbet er de praktiske øvelser, som er tilpasset vores beboere og vores udfordringer. Vi afprøver ting og ser effekten med det samme, siger Ditte Korsager.

Det betyder blandt andet, at en dement tidligere landmand nu får lov til at stå op med hønsene – altså stå meget tidligt op om sommeren – og at han selvfølgelig skal udenfor og se, når der bliver høstet på mark ved siden af plejecentret Vonsildhave. Vonsildhave er ejet af den private plejekoncern Attendo, men indgår på lige fod med de offentligt ejede plejehjem i Kolding kommunes forløb med Demensrejseholdet.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *