Kolding Netavis

Slut med mundbind og visir på børneafdelingen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Så er det slut med mundbind og visir på børneafdelingen og i børneambulatoriet på Sygehus Lillebælt Kolding.

I mange måneder har hospitalsklovnene været underlagt meget strenge krav på grund af Covid 19, og i næsten lige så mange måneder har de ikke kunnet komme på arbejde på grund af smittefare.

Nu er glæden hos de indlagte børn imidlertid stor. Klovnene er på arbejde igen, og samtidig er der nu kommet besked om, at de ikke længere skal bruge mundbind og visir. Det oplyser Hospitalsklovnene Trekantsområdet på Facebook.

Da 4-årige Mette besøgte børneambulatoriet mødte hun hospitalsklovnen Gummitud, og hun var stadig iført visir. Det hindrede dog ikke de to i at få det sjovt sammen, som det også fremgår af billedet øverst i artiklen, som Mettes mor, Nadia Post Steenholdt Nielsen, har taget.

Mette var på børneambulatoriet til kontrol med sit højre ben, hvor hun har skinne på, da nerver, muskler, fodled samt akillessene i benet ikke er helt, som det skal være.

Hun er heldigvis en meget glad og aktiv pige med masser af gå på mod, fortæller Nadia Post Steenholdt Nielsen på gruppen “Hospitalsklovnene Trekantsområdet” på Facebook.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel