Mandag morgen kom en 25-årig mand i en varebil slemt til skade, da han bragede op bag i en lastbil på motorvejen.
En varebil, der blev ført af en 25-årig mand, overså mandag morgen ved 08.25-tiden, at en lastbil bremsede ned, da der var kø længere fremme. Lastbilen kørte med en hastighed på cirka 20-30 kilometer i timen. Det overså den unge mand i varebilen og bragede op bag i lastbilen, skriver jv.dk.
Den 25-årige mand kom alvorligt til skade og blev i helikopter fløjet til behandling på OUH, Odense Universitetshospital. Han meldes dog uden for livsfare, oplyser Sydøstjyllands Politi tirsdag til avisen.
Uheldet skete i nordgående retning på den sønderjyske motorvej mellem Christiansfeld og Vonsild.