Han giver et foredrag i Sjølund.
Skuespiller og tv-vært Pelle Hvenegaard kommer til Sjølund, hvor han vil give et foredrag.
Efter en mangeårig kamp med forgæves fertilitetsbehandlinger blev Pelle Hvenegaard i 2016 endelig far til adoptivdatteren Zoe Ukhona.
I et nyt, ærligt og rørende foredrag, der tager afsæt i bogen “Kære Zoe Ukhona”, fortæller Pelle for første gang om hele forløbet, om hvor lykken kan ligge, og hvordan du kan prioritere i livet, skriver arrangørerne.
Seks års overlevelseskamp
Efter seks års overlevelseskamp i et fertilitets- og adoptionshelvede, stod Pelle og hustruen Caroline i september 2016 endelig med deres lille adoptivdatter Zoe Ukhona i armene.
Med udgangspunkt i sin bog inddrager Pelle Hvenegaard os alle i en ærlig og rørende historie om de seks år, der gik fra første gang han og Caroline mødte hinanden på en blind date, hvordan de instinktivt vidste, at de skulle være forældre sammen, til de første gang efter års venten holdt deres lille adoptivdatter i armene i Pretoria i Sydafrika.
Pelle Hvenegaard er en mand, der har prøvet det meste og har opnået det, som mange forbinder med lykken; nemlig berømmelse, anerkendelse, indflydelse, penge og frihed til at gøre, hvad han vil. Dog har han i mange år gået og følt, at der manglede noget: nemlig lykken ved at blive far.
Kom med til en ærlig og rørende aften med plads til humor og et livsbekræftende bud på, hvor lykken kan ligge, og hvordan du kan prioritere i livet.
Foredraget finder sted i Sjølund Multiarena onsdag den 6. november klokken 19. Billetter kan købes her…