Skrænt skrider og falder ned

Onsdag 19. Februar 2020 05:17 685
Hegnet på toppen af spunsvæggen er delvist ødelagt, og der er faldet lidt grene og jord ned på fortov og cykelsti. Foto: Kolding Kommune. Hegnet på toppen af spunsvæggen er delvist ødelagt, og der er faldet lidt grene og jord ned på fortov og cykelsti. Foto: Kolding Kommune.

En del af skråningen har løsnet sig.

Cykelsti og fortov på nordsiden af Ndr. Ringvej i Kolding er afspærret på strækningen mellem Skovvangen og Frydsvej, efter en del af skråningen har løsnet sig og er faldet ned. Cyklister og fodgængere henvises til modsatte side af Ndr. Ringvej.

Det formodes at være de seneste dages store regnmængder, der har fået en del af skråningen til at løsne sig bag den spunsvæg, som blev etableret ved udvidelsen af Ndr. Ringvej i 2017, oplyser Kolding Kommune.

- Hegnet på toppen af spunsvæggen er delvist ødelagt, og der er faldet lidt grene og jord ned på fortov og cykelsti. Derfor spærrer vi nu strækningen af for cyklister og fodgængere af hensyn til sikkerheden, mens vi undersøger skaderne, fortæller vejingeniør Lene Pilt.

For at forebygge yderligere skader og lette pressen på skråningen bliver det formentlig nødvendigt at fælde et par træer bag spunsvæggen.

Hvor længe fortov og cykelsti vil være afspærret er uvist.

Tags