Kolding Netavis

Skoler og daginstitutioner genåbner

Fra næste uge må skoler og daginstitutioner atter åbne i Kolding.

Corona-smitten er faldende i Kolding. Derfor er det nu forsvarligt at genåbne både skoler og daginstitutioner, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Kommuneincidensen pr. 100.000 indbygger er faldet over flere dage i Kolding Kommune. Antallet af bekræftede COVID-19-tilfælde i Kolding Kommune er faldet med 32 procent på en uge. Faldet er sket selvom man i Kolding, har testet rigtig mange borgere.

Konkret har man i Kolding testet 118 procent flere end i Danmark som helhed over den seneste uge relativt til indbyggertallet. Epidemikommissionen vurderer derfor, at der er grundlag for at ophæve restriktionerne for skoler og daginstitutionerne mv. i Kolding by fra og med mandag den 8. marts.

Helt konkret betyder det, at elever i 0.-4. klasse igen kan møde i skole.

Medarbejderne på skolerne og daginstitutioner får tilbudt to test for corona hver uge, og det tager de fleste imod. Der er ikke noget krav om, at børn bliver testet, men det er en mulighed.

På privatskolen Kolding Realskole anbefales det, at børn der skal være på skolen, bliver testet to gange om ugen.

Del denne artikel