Kolding Netavis

Skoleelever fik fag mellem hænderne

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole
-Jeg har interesse for alt, der har en motorhjelm, fortæller 15-årige Emily Bang Pedersen, som til Prøv et fag på Hansenberg blandt andet fik til opgave at afmontere bremser. Foto: Hansenberg.

For andet år i træk har erhvervsskolen Hansenberg i Kolding inviteret elever i 8.-10. klasse til Prøv et fag.

Selv om det er lørdag, kan der godt være masser af aktivitet på Hansenberg s adresser.

I hvert fald når erhvervsskolen arrangerer Prøv et fag for elever i 8.-10. klasse, som lørdag formiddag kunne prøve kræfter med en af Hansenberg s uddannelser – mange sammen med enten mor eller far.

En af de skoleelever, som havde sat tid af til Prøv et fag, er Emily Bang Pedersen. I skolens autoværksteder fik hun blandt andet mulighed for at samle et trailerstik og afmontere bremser.

-Jeg har interesse for alt, der har en motorhjelm. Jeg kendte lidt til mekanikeruddannelsen i forvejen, og da vi på Facebook så, at der var mulighed for at komme til Prøv et fag, meldte vi os til.

-Og jeg har en endnu større interesse for uddannelsen nu, end da jeg kom. Ellers har jeg også tænkt lidt over tømreruddannelsen, hvor jeg også kan få lov til at samle ting, fortæller Emily Bang Pedersen, der går i 9. klasse på Bredagerskolen.

Godt for alle parter

Netop det at få et fag mellem hænderne er vigtigt, forklarer skolechef ved Vitia på Hansenberg Kirsten Grosen:

-Deltagerne får en fornemmelse af, hvad der kendetegner et fagområde. De ser vores faciliteter og fornemmer stemningen – og får indsigt i de mange uddannelses- og jobmuligheder.

-Prøv et fag adskiller sig ved, at de unge mennesker har mulighed for at tage en af deres forældre med. Det er ofte i sparringen med blandt andre forældrene, at unge træffer et uddannelsesvalg. Uddannelsesverdenen har ændret sig meget, siden forældrene tog en uddannelse, og derfor er det godt for begge parter at opleve skolemiljøet – og få mulighed for at tale med undervisere om jobmuligheder og optagelseskrav.

Det er andet år i træk, at Hansenberg har stået for Prøv et fag for grundskolens tre ældste klassetrin. Til foråret holder skolen et lignende arrangement for elever i 5.-7. klasse.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel