“Julen er hjerternes tid” lyder et populært udsagn, men i år er julen præget af covid-restriktioner og en hverdag, der for mange er en udfordring, økonomisk såvel som socialt.
Det har Kolding Egnsteater og Nicolai Kultur i fællesskab valgt at sætte fokus på, og derfor har de indgået et samarbejde om visning af forestillingen “Skidefuld af historier”. Her fortæller hjemløse i en professionel opsætning om deres liv. Vi møder en håndfuld Hus Forbi-sælgere, der gavmildt og åbenhjertigt, nærmest filterløst, deler deres personlige historier med os, publikum. Det er en intim og autentisk teaterform, der bringer os helt tæt på historier og skæbner, der beriger og berører os.
I Kolding vises to forestillinger den 2. december på Kolding Egnsteater.
Et begrænset antal billetter vil blive sat til salg. Kolding Egnsteater sørger for en corona-sikker oplevelse med håndsprit i rigelige mængder og god afstand.
– Oprindeligt var tanken med forestillingen, at der skulle lægges op til en debat om, hvad kunst og kultur kan som udtryksform og hvordan man som kulturinstitution kan arbejde med sociale problemstillinger, fortæller Mette Dalby, leder af Nicolai Kultur.
– Derudover, skulle projektet have udløst en fundraising til lokale væresteder, hvor man kunne donere, det man mente oplevelsen var værd. Men det har covid-19 imidlertid sat en begrænsning for. Ikke desto mindre, er forestillingen en fantastisk oplevelse, som giver os alle stof til eftertanke her i juletiden, lyder det fra Sophie Lauring, direktør for Kolding Egnsteater.
Begge er de stolte over og glade for det fælles projekt, der knytter to kulturelle fyrtårne i Kolding, tættere sammen. Et samarbejde Mette Dalby og Sophie Lauring enstemmigt konstaterer, vil fortsætte i fremtiden.
Billetter kan købes på www.kolding-egnsteater.dk.