Skoletjenesten Kolding, Kolding Stadsarkiv, Kulturskolen Kolding og Kolding Naturskole arrangerede for tredje år i træk det årlige skamlingsbankevent.
Elever fra 4. og 5. klasser fra 17 af kommunens skoler var inviteret til Skamlingsbanken. Over 1000 børn og lærere deltog i arrangementet.
Eleverne fik mulighed for at synge fællessang, udforske lydene fra søen, dykke ned i stedets ukendte historier, finde ro gennem guidet meditation, mærke historiens vingesus og meget mere.
Det var en dag fyldt med børn i de smukke grønne bakker, hvor alle sanser blev aktiveret. Håbet var, at eleverne kunne opleve glæden ved at bruge sig selv og deres stemme på samme måde som tidligere store talere som N.F.S. Grundtvig og Gyrithe Lemche gjorde, når de holdt deres historiske taler på Skamlingsbanken.
Efter arrangementet fik klasserne mulighed for at deltage i en sangkonkurrence, hvor de skulle skrive den bedste sang inspireret af dagens oplevelser og melodien “Det haver så nyligen regnet”.
Se billederne øverst i artiklen…