Kolding Netavis

Skal investorer eller skal vi demokratisk styre fremtidens byudvikling?

Læserbrev af Villy Søvndal, Gl. Bjert 39c, 6091 Bjert, Hans Holmer, Jørn Chemnitz og Iben Lehmann Rasmussen, SF´s byrådsgruppe.

Venstre har i dag et frontalangreb på den nye borgmester og det nye flertal i Kolding Byråd. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Venstre og DF har jo brugt tiden siden valget sidste år til at skælde ud på det nye flertal i byrådet.

Det er rigtigt, at det nye flertal har et ønske om at gøre ting anderledes på en række områder end den politik Venstre og Dansk Folkeparti førte i en årrække, hvor konsekvenserne efter vores bedste opfattelse er, at Kolding ikke udnyttede Koldings potentialer godt nok.

Et af de områder, der var en stor debat om i valgkampen var netop byplanlægning eller sagt lidt mere direkte: hvem der skal bestemme fremtidens byudvikling i Kolding. Skal den bestemmes af investorer eller skal vi demokratisk styre fremtidens byudvikling?

Medlemmerne af Plan og Teknik Udvalget udtrykte alle med undtagelse af Venstre store betænkeligheder i forhold til placering og udformning af højlagre. Derudover fremgår det også af papiret Fremtidens Bæredygtige Kommune, der danner grundlag for byrådets arbejde de næste fire år, at der skal udarbejdes en overordnet plan. Placering af højlagre er netop helt klart en del af en overordnet plan, og af den grund giver det mening, at udvalget finder retningslinjer og anviser muligheder for placering, højder, udformning m.m.

Derfor forekommer angrebet på det nye flertal og borgmesteren også at være et dække over den totale uenighed, der ser ud til at være i Venstre om spørgsmålet om højlageret. Gruppeformand, Eva Kjær Hansen, stemte jo sammen med de øvrige gruppeformænd i økonomiudvalget.

Det ser ud til, at Venstre skal have en god intern diskussion om samarbejdet og denne uenighed. Men det forekommer unægtelig meget bemærkelsesværdigt at komme med et sådant angreb fra et parti, der selv er uenige.

Måske er den afgørende sætning i det lange interview med Tobias Jørgensen følgende: “jeg har jo ikke et ønske om, at Knud Erik Langhof præsterer vildt godt i den her periode.”

Det er lidt ærgerligt, at Venstre på den måde vil bruge de næste 4 år til at føre valgkamp i stedet for at samarbejde. Det er jo Venstres valg, men tak for at melde så klart ud. I mellemtiden vil vi andre så bruge kræfterne til at udnytte de potentialer Kolding har og ikke bruge fire år til at tale Kolding ned.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *