Kolding Netavis

SF vil have flere penge til domstolene

SF savner svar på, hvornår justitsministeren vil sætte penge af til domstole i Kolding og Esbjerg.

I følge jv.dk fik retten i Kolding i 2020 fik otte procent flere sager end året før, og derfor er ventetiden blevet længere. Et lignende problem gør sig gældende ved retten i Esbjerg.

– Det er ganske uacceptabelt for ofrene, at de skal vente med at få sat punktum for en oplevelse. Samtidig ved vi, at hvis sagerne bliver for gamle, så risikerer vidner ikke at kunne huske hændelsen, ligesom risikoen for at straffen sættes ned, stiger, siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen i en pressemeddelelse.

Justitsminister Nick Hækkerup er ikke afvisende overfor, at der skal tildeles flere ressourcer til domstolene. Men Karina Lorentzen påpeger, at der ikke sker noget på den front.

– Dette er en kendt problemstilling, og i SF ønskede vi allerede at løse den sammen med politiforliget i december, men uden held. For når du giver flere penge til politi, så får det konsekvenser for domstole og kriminalforsorg i form af flere sager og indsatte. Jeg savner reel vilje til at tage fat og at der bliver sat handling bag ordene fra justitsministeren, for hvis vi fortsætter den nuværende kurs, får det store konsekvenser for ofrene.

Karina Lorentzen vil nu afsøge svar på, hvornår justitsministeren konkret vil sætte ind med flere penge til domstolene.

Tagget med:
Del denne artikel