SF vælger sydjyske spidskandidater

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen 14 juni 2022
Opdateret 14/06/22 4:55
Fra venstre ses: Karina Lorentzen, Nanna Bonde og David Dam Jensen. Pressefoto.

Når folketingsvalget kommer, stiller SF med tre spidskandidater – en i hver af de gamle Ribe, Vejle og Sønderjyllands amter. Det er en model, som SF har anvendt ved de seneste opstillinger.

De to af kandidaterne er erfarne kandidater. Det drejer sig om siddende folketingsmedlem Karina Lorentzen, som genopstiller i Kolding, Vejle og Fredericia og Nanna Bonde, som genopstiller i Tønder, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

David Dam Jensen er ny som spidskandidat og holdets yngste. Han dækker Esbjerg, Varde og Vejen-Billund.

-Jeg glæder mig over, at SF’erne ønsker, at jeg kan fortsætte mit arbejde på Christiansborg, og at vi samler et felt af rigtig gode kandidater til denne valgkamp. Jeg stiller op, fordi der i denne inflationskrise især er brug for venstreorienteret politik, som passer på velfærden for børn og ældre og holder hånden under dem, som rammes af arbejdsløshed, sygdom og alderdom, siger Karina Lorentzen fra Kolding.

-Jeg er meget glad for den tillid, jeg er blevet givet som genvalgt spidskandidat for SF i Sønderjylland. Jeg ser frem til at kæmpe sammen med det stærke hold af SF-kandidater for, at vi får to mandater ved det næste valg – og vi også får en sønderjyde i Folketinget, siger Nanna Bonde.

-Jeg glæder mig over, hvor stærkt et hold vi stiller med i SF, og jeg er ufattelig stolt og taknemmelig over at få lov til at stå i spidsen for SF i dét område, jeg er fra. Jeg er så klar til at kæmpe for et grønt Danmark og for vores børn og unge, så nu kan Mette Frederiksen sådan set bare trykke på valgknappen, siger David Dam Jensen.

De tre spidskandidater får følgeskab af en rækker andre lokale kandidater: Milo Garde (Tønder), John Hyrup Jensen (Sønderborg), Karin Nissen (Vejle), Laurits Kaae (Vejle), Susanne S. Thorsen (Kolding), Christian Mutwa Christensen (Aabenraa), Simon Dahl Verner (Esbjerg), Wanda Madsen (Vejen), Lars Olesen (Fredericia) og Gunner Poulsen (Varde).

Om kandidaterne

Karina Lorentzen Dehnhardt, 48 år og bosiddende i Seest, Kolding. Hun er uddannet lærer og sad i Folketinget i perioden 2007-15 og igen fra 2019. Hun er partiets gruppeformand og markante retsordfører og formand for udvalget for øer og landdistrikter samt medlem af Sydslesvigudvalget, kontaktudvalget vedrørende det tyske mindretal og kontroludvalget for efterretningstjenesterne.

Nanna Bonde, 29 år, født og opvokset i Tønder. Hun er gift med Kasper og er fornyeligt blevet mor til Nora. Uddannet sociolog og arbejder i den danske energivirksomhed European Energy med borgerinddragelse i sol- og vindenergiprojekter. Hun stillede for første gang op til Folketinget i 2019, hvor hun fik et flot personligt valg med 3.709 stemmer. Nanna er tidligere landsformand for SF Ungdom og er i dag medlem af SF´s landsledelse.

David Dam Jensen, 19 år og opvokset i Esbjerg. Her til sommer søger han ind på Københavns Universitet, hvor han vil studere statskundskab. I 2021 stillede han op til byrådet i Esbjerg, hvor han blev første suppleant for SF. David er medlem af SF Ungdoms landsledelse og forretningsudvalg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med: , ,
Del denne artikel