Byrådsmedlem i Kolding Kommune Karina Lorentzen er rasende over, at Contrans bevidst bryder loven omkring chauffør-hvil. Hun vil have politiet på banen – eller politikerne til at give kommunerne kontrolbeføjelser.
I mandagens udsendelse på TV Syd stod transportselskabet Contrans’ direktør frem på tv og erkendte, at han har chauffører, der tager deres lange 45 timers hvil i lastbilerne i industrikvartererne. Det er ulovligt, og det får SF’s byrådsmedlem i Kolding Kommune, hvor Contrans holder til, til at kræve politiet på banen, skriver byrådsmedlem i Kolding, Karina Lorentzen, i en pressemeddelelse.
– Det er helt utroligt, at direktøren for Contrans står frem på tv og siger, de ikke overholder loven. Reglerne om 45-timers hvilet er til for at beskytte chaufføren mod at leve som omvandrende lastbilnomade, mener Karina Lorentzen.
– Enten bør politiet komme ud af starthullerne og få kontrolleret det her – eller også må folketinget give kommunerne mulighederne for at kontrollere, at der ikke overnattes på vejene i industrikvarterer eller andre steder, hvor de ikke hører hjemme. Alt andet er at understøtte de brodne kar i en unfair konkurrence mod ordentlige firmaer.
Karina Lorentzen har – da hun sad i Folketinget – spurgt justitsministeren til kontrollen af 45-timers hvilet. Det kontrollerer politiet ikke, fordi de anser det for ”en social foranstaltning” og uden risiko for færdelsessikkerheden.
Efter Kurt Beiers chaufførskandale, hvor det blev afsløret, at en række filippinske chauffører boede under kummerlige vilkår og arbejdede til 15 kroner, er lyset blevet kastet på en række andre transportselskaber. I den anledning bragte TV Syd et indslag med Contrans direktør Axel P. S. Juncker.