Kolding Netavis

SF: Godt for Kolding med flere studiepladser

Foto: William Liljesøe (Arkivfoto)

Folketinget har indgået en ny aftale, der skal sikre flere studiepladser i Danmark. Aftalen sikrer mindst 90 nye studiepladser i Kolding.

Aftalen er lavet på baggrund af corona-krisen, hvor man forventer flere ansøgere til uddannelserne. Allerede ved kvote 2-optaget i marts var der således 8 procent flere ansøgere end sidste år, ligesom Uddannelses- og Forskningsministeriet vurderer, at det ikke er usandsynligt, at antallet af ansøgere stiger med omkring 10.000. Det skriver Karina Lorentzen (SF) i en pressemeddelelse:

– Jeg er meget glad for, at det er lykkes at sikre mindst 90 ekstra studiepladser i Kolding. Vi ved, at når man uddanner sig lokalt, så er der også større sandsynlighed for, at vi får folk til at bosætte sig bagefter. Det har vi brug for, siger Karina Lorentzen, SF’s formand for Landdistrikter og Ø-udvalget.

De 90 pladser kan stige til flere, hvis Syddansk Universitet, som har uddannelsesinstitutioner i både Kolding og Esbjerg, placerer dele af deres nye pladser i regionen.

– I SF var vores prioritet, at vi skulle have en ligelig fordeling geografisk, så det ikke kun er institutioner i hovedstaden, der får flere pladser. Som landdistriktsordfører er jeg særligt glad for, at mere end 50 procent af pladserne ligger udenfor hovedstaden. Derfor tror jeg også, at vi kan forvente flere end de 180 ekstra pladser, siger Karina Lorentzen.

Blandt de 5.000 ekstra studiepladser, oprettes der 500 nye til velfærdsuddannelserne. Det vil blandt andet sige sygeplejerske, pædagog eller folkeskolelærer. Det glæder landdistriktsordføreren.

– Vi har i forvejen besluttet, at vi skal have minimumsnormeringer i børnehaverne og daginstitutionerne, flere sygeplejersker og flere kollegaer til lærerne. Derfor glæder vi os også over, der kommer flere pladser, så vi kan sikre flere hænder indenfor få år, siger Karina Lorentzen.

Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *