Læserbrev af Freddy Christensen (C), byrådskandidat, Industrivej 14, 6580 Vamdrup.
Der var ingen grænser for selvros, da et enigt byråd kunne fortælle os borgere, hvor dygtige de har været ved at forvandle et stort underskud til en kommunekasse, som bugner af penge.
Ved nærmere eftersyn viser det sig, at kassen indeholdt trecifret millionbeløb i optaget lån, og dertil skal lægges Corona penge fra staten.
For mig at se boltrer man sig i penge, som ikke er ens egne. Men det betyder jo, at byrådets medlemmer nu råder over en penge, som de populært kan give ud af i valgåret!
Vi skal i selvrosens kølvand huske, at det budget der netop er vedtaget, og den økonomiske politik byrådet fører betyder, at der skal findes millioner årligt i besparelser i årene fremover.
Det betyder mindre til skoler, ældre og det er i en tid, hvor borgerne i forvejen virkelig har bidraget til kassen med besparelser i form af nedskæringer.
Det kan godt undre, at ingen reagerer på der i øjeblikket der gives store summer ud til højre og venstre til store projekter for lånte penge. Jeg spørger, når de er brugt, skal der så bare lånes flere penge til gældsætning?
Hvis ikke det stoppes nu, og tæring sættes efter næring, så står Kolding Kommunes økonom over for en katastrofe. Husk på, vi har ingen tilgang af nye skatteydere – og skatten er netop sat op.