Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), MF for SF, Sindalvej 4, 6000 Kolding.
I denne uge er det uge sex – og skolerne skulle i en tid uden corona have sat fokus på seksualundervisningen. Det er på tide, at seksualundervisningen træder ind i 2021. I dag er faget et forældet fag, og det møder slet ikke de udfordringer, de unge møder. Problemet er, at faget er et timeløst fag. Det betyder, at faget for eksempel bliver dækket i biologi- og danskundervisningen, og har den konsekvens, at skolerne ender med at underprioritere faget. Mange steder får eleverne ikke den undervisning, de har brug for.
Lærerne er heller ikke klædt godt nok på til at håndtere de unges udfordringer – det siger de selv. Det er ligeså vigtigt, at matematiklæreren kan tage en snak om kropsnormer, som biologilæreren kan. Og når faget Sundheds-, Seksual- og Familiekundskab ikke er en obligatorisk del på læreruddannelsen, men kun et valgfag, som hver 5. lærerstuderende vælger, så står vi med et problem.
Udfordringer med kønsnormer, krop og digitale krænkelser møder de unge hver dag. Når lærerne ikke ved, hvordan de skal tackle dem, er det umuligt at lære de unge, hvordan de selv skal forholde sig til problemerne.
Derfor mener vi i SF, at skolerne som minimum skal have en tovholder, der har ansvaret for seksualundervisningen. Tovholderen skal sikre, at faget prioriteres, så lærerne kan tackle udfordringerne, når de opstår i klasselokalet.