Seks mænd er sigtet for overtrædelse af den såkaldt hårde narkoparagraf i straffeloven i et større sagskompleks om produktion af skunk i Tønder, Vejen og Assens kommuner.
Seks mænd i alderen 30 til 38 år, bosiddende i Tønder, Middelfart og Assens kommuner, blev tirsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.
De seks mænd er sigtet for overtrædelse af den såkaldt hårde narkoparagraf i straffeloven i et større sagskompleks om produktion af skunk i Tønder, Vejen og Assens kommuner.
De seks personer blev anholdt mandag formiddag i forbindelse med en koordineret aktion, der fandt sted i samarbejde mellem Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi samt Fyns Politi, hvor der også skete ransagninger flere steder.
I forbindelse med ransagningerne blev der beslaglagt en større mængde narkotika.
En af de seks sigtede nægter sig skyldig, mens de øvrige fem erkender delvist.
Ingen af de sigtede har kæret varetægtsfængslingen.