Lørdag den 17. august vender det musikalske underholdningsprogram og seersuccesen ’All Together Now – Danmark’ tilbage.
Første sæson af BBC-formatet ’All Together Now – Danmark’ var en stor succes sidste efterår, og lørdag den 17. august blænder Kanal 5 igen op for endnu en sæson.
Denne gang med endnu flere begejstrende, nærværende og medrivende musikalske øjeblikke, når helt almindelige danskere med nerverne uden på tøjet stiller sig foran Danmarks største dommerpanel. En mur af intet mindre end 100 dommere står klar til at vurdere dem. Jo flere der rejser sig, jo større er deltagerens chancer for at gå videre til den store finale og vinde 100.000 kroner, skriver Discovery Networks Danmark i en pressemeddelelse.
Joey i spidsen for stjernespækket dommerpanel
I spidsen for de i alt 100 dommere står den erfarne og altid charmerende hitmager, Joey Moe.
De 100 er en udsøgt blanding af musikalske eksperter, der spænder over alt lige fra pop, gospel, opera, musical, rap, sangviser, dansktop, jazz og blues. Så når sangtalenterne går på scenen, bliver de målt og vejet af entertainere, drag queens, komponister, sanglærere, musikere og dirigenter.
Man kan blandt andet glæde sig til at se og høre Maria Montell, legendariske Brødrene Olsen, Mike Tramp, Anna David, Pernille Højmark, USO og ikke mindst Joeys mor, Lupe Moe, skråle med på musiktalenternes udvalgte sange. Uden at afsløre for meget, bliver panelet blæst bagover fra allerførste vers, hårene rejser sig og et par tårer viser sig hos holdkaptajnen.
– Jeg har jo lavet musikprogrammer før og elsker det virkelig. Derfor var det med en kæmpe jahat på, at jeg indvilligede i at være holdkaptajn for det 100-mand store dommerpanel i ’All Together Now’, og hold nu op hvilken oplevelse det har været. At musik skaber magiske øjeblikke, kommer ikke som en overraskelse for mig, men det har virkelig overrasket mig, hvor medrivende en oplevelse det er, når vanvittigt dygtige sangtalenter har op til hele 100 personer i sit kor. Og ja, det har da kostet et par tårer undervejs, fortæller Joey Moe i pressemeddelelsen.
Også denne sæson indtager den altid veloplagte Christopher Læssø værtsposten, og han er endnu en gang blæst bagover af de modige sangtalenters optrædener.
– Mit første år som vært på ’All Together Now’ var en fest af dimensioner og – troede jeg – svær at toppe. Men den nye sæson har mindst lige så mange helt fantastiske øjeblikke, der har aktiveret hele mit følelsesregister. Man kan godt begynde at glæde sig ude i stuerne til at blive inviteret med til en gedigen lørdagsfest, fortæller Christopher Læssø.
Kanal 5 vil samle hele familien
Med den flotte sæsonstart BBC-formatet ’All Together Now’ fik sidste efterår, var det ikke en svær beslutning for Discovery Networks Danmark at skrue endnu højere op for en ny sæson. Programmet, der har stil, tempo og en sjov, uhøjtidelig tone, skal samle familien på tværs af alder. Det skal være en tilbagevendende lørdagsbegivenhed, hvor grin, smil, skuffelser og tårer skal kunne mærkes helt ude i de danske stuer.
– Lørdagsunderholdning skal rime på Kanal 5. Derfor arbejder vi benhårdt på at opbygge en tradition hos de danske familier om, at de kan tune ind på Kanal 5 og opleve underholdning i topklasse. Seertallene på første sæson af ’All Together Now’ og vores forår med ’Voice Junior’ beviser, at vi er godt i gang med at opbygge en fast lørdagsaftale med danskerne, fortæller Programchef Katrine Herforth.
’All Together Now’ har premiere lørdag den 17. august klokken 21 på Kanal 5 og Dplay.