Kolding Netavis

Se listen: Her er danskernes nytårsforsæt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Danmark
Pressefoto.

Seks ud af ti danskere starter det nye år med et forsæt, der skal ændre deres tilværelse.

Hvert år når december bliver til januar, betyder det også en ny start for danskerne, der ser ind i et år fyldt med nye drømme og mål. Noget af det som rigtig mange starter året med er ét eller flere nytårsforsæt, der skal gøre tilværelsen endnu bedre.

Hele seks ud af ti danskere svarer i en ny undersøgelse, at de har lavet et nytårsforsæt for 2023, og der er særligt én ting i højsædet, når det kommer til, hvad vi ønsker at ændre på i det nye år. Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gjensidige.

De mest populære nytårsforsæt handler nemlig om folks sundhed. I toppen af listen er at tabe sig, mens det at spise sundere og dyrke mere motion kommer ind på en tæt anden- og tredjeplads. Længere nede af listen kommer at spare op og forbedre sin økonomi, mens mere samvær med familie og venner runder top fem af.

Sæt realistiske mål i nytårsforsættet

At have et nytårsforsæt kan være en god ting for at forsøge at skabe forandringer, men det kan lige så vel ende som et nederlag, hvis ikke man kommer i mål. Laver man et nytårsforsæt, bør man derfor også sørge for, at chancen for at så en succesoplevelse er stor. Sådan lyder rådet fra fagchef i Sundhed hos Gjensidige, Louise Brix.

-Det kan være en god ide at have et nytårsforsæt, der er konkret, som eksempelvis at ville motionere mere eller spise sundere. Man skal bare passe på, at man ikke sætter urealistiske forventninger til sig selv. Rigtig mange oplever at må give fortabt på deres nytårsforsæt, fordi de er startet for hårdt ud, og så kan det ende med at føles som et nederlag, siger Louise Brix, der i stedet foreslår, at man forsøger sig med at udforme nogle mindre og konkrete mål.

-Det er en rigtig god ide at starte med nogle små forandringer, det kan være at motionere én gang mere om ugen, eller ville tabe sig nogle få kilo over en afgrænset periode. På den måde sætter man sig selv nogle mål, der er realistiske, og hvor man giver sig selv muligheden for at lykkes, slutter hun.

Top 5 nytårsforsæt for danskerne

  1. Tabe mig
  2. Spise sundere
  3. Dyrke mere motion
  4. Spare penge op/forbedre min økonomi
  5. Bruge mere tid med familie/venner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel