Kolding Netavis

Sanne Salomonsen sælger sit landsted

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Bolig

Siden 2017 har hele Danmarks “Rock Mama” Sanne Salomonsen boet på et idyllisk, stråtækt landsted udenfor den populære ferieby Gilleleje.

En tid, der dog ser ud til at være forbi, i hvert fald har sangeren for nyligt sat det mere end 200 år gamle hus i Nordsjælland til salg, skriver boligsitet Boliga.dk.

Huset ligger på en 3.541 kvadratmeter stor grund en kort gåtur fra stranden på Sjællands nordlige kyst – og da Salomonsen købte det for tre år siden, lagde hun 4,1 milllioner kroner for det.

I dag kan du købe det for 6.995.000 kroner. Og dermed ser det ifølge Se og Hør ud til, at sangerinden kommer til at tjene en skilling på salget. For millionbeløbet får du 360 kvadratmeter bolig, der blandt andet byder på et stort køkken-alrum med loft til kip og 12 værelser fordelt på to særskilte boliger.

Du kan også selv bestemme, om du vil bruge ejendommen som en helårsbolig eller som et sommerhus. Adressen ligger nemlig i en sommerhuszone, det fremgår af salgsmaterialet fra ejendomsmægleren Nybolig Liebhaveri i Gilleleje, der har ejendommen til salg.

Foto: Peter Leander/Nybolig Liebhaveri.

Billigt i dyrt sommerhusområde

Sanne Salomonsen har i årtier været fast inventar på den danske musikscene – både solo, som en del af Sneakers og i selskab med Anne Linnet og Lis Sørensen. Den legendariske trio blev gendannet i 2018 og siden da har Anne, Sanne og Lis turet land og rige rundt. I den tid har Salomonsen kunnet pakke tour-kufferterne ud i sit nordsjællandske kunsterhjem, men nu kan det altså være, at det snart er flyttekasser, hun skal begynde at pakke i stedet.

I hvert fald kan en mulig køber glæde sig over, at med en kvadratmeterpris på 19.430 kroner, koster Salomonsens hus mindre end gennemsnittet for de andre sommerhus- og villaer i området. Det viser tal fra Boliga.dk.

I øjeblikket er feriehusene i Gilleleje – som er et af landets dyreste sommerhusområder – nemlig udbudt til i gennemsnit 29.900 kroner pr. kvadratmeter – og for villaerne skal køberne lægge omkring 24.500 kroner for en boligkvadratmeter.

Sanne Salomonsen har udgivet over 16 studiealbum under sit eget navn, hvor man kan finde utallige skrålværdige ørehængere; lige fra “Den jeg elsker” til “Taxa” og “Kærligheden Kalder”.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *