Kolding Netavis

Sanggruppe vil hjælpe hospitalsklovne

Den populær sanggruppe byder på en herlig eftermiddag med fællessang, kaffe og kage.

Den populære koldingensiske sanggruppe, Solong vil hjælpe foreningen Hospitalsklovne Trekantsområdet. Det sker søndag den 24. marts kl. 14.30, når gruppen byder på en herlig eftermiddag med fællessang, kaffe og kage i Sct. Jørgens Gård. Hele overskuddet går til klovnetimer på børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Solong består af 19 personer – både damer og herrer – som i fællesskab kan skabe en unik stemning. Sanggruppen optræder på en uformel måde, så alle har det hyggelig og sjovt og det ikke mindst, når det står fællessang på programmet. Repertoiret består af nyere og ældre sange på dansk og engelsk, og for at alle kan være med, uddeles der sanghæfter.

– Vi er i klovneforeningen meget taknemmelig over, at Solong arrangerer denne eftermiddag. Der er plads til 100 gæster, og vi er ikke i tvivl om, at billetterne nok skal blive revet væk. Det vil være ensbetydende med at pænt beløb til at købe klovnetimer for, siger formanden for Hospitalsklovne Trekantsområdet, Geert Madsen, i en pressemeddelelse.

Billetter til støttekoncerten koter 125 kr. inkl. kaffe og kage og kan købes i receptionen i Sct. Jørgens Gård og på sanggruppens hjemmeside www.Solong.dk.

Tagget med:
Del denne artikel