Kolding Netavis

SammenomJOB prismodtagerne 2023 er fundet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Prismodtager Lejrskov Rengøring ApS’ direktør Lene Ankersborg sammen med jobkonsulent Tine Nisgaard og Centerchef for Virksomhedsservice, tilbud og Ydelse i Kolding Kommune, Kim Bank Olesen. Pressefoto.

Den nye pris SammenomJOB 2023 er nu uddelt til 20 virksomheder. Prisen anerkender de virksomheder, der i dag skaber bæredygtige jobs. Derudover er håbet, at Kolding Kommune sammen med virksomhederne i fremtiden kan inspirere endnu flere virksomheder til at skabe jobs, der understøtter målet om et bæredygtigt arbejdsliv.

I fremtiden ønsker udvalget for Social- og Arbejdsmarked i Kolding Kommune at få skabt jobs, der sikrer mangfoldigheden på arbejdsmarkedet, inkluderer mennesker med brug for støtte og forebygger mistrivsel og unødigt slid på arbejdsmarkedet. Det er flere virksomheder allerede begyndt på, og det fortjener de en anerkendelse for.

Derfor har Social- og Arbejdsmarked med bidrag fra Kolding Kommunes Arbejdsmarkedsråd skabt en ny pris, der hylder virksomheder, som skaber bæredygtige jobs. Med prisen får virksomhederne en platform, hvor de gode historier om bæredygtige jobs kan fortælles, så endnu flere virksomheder motiveres og inspireres til at skabe bæredygtige jobs.

-For Social- og Arbejdsmarked handler SammenomJOB om at hylde de virksomheder, der i dag skaber bæredygtige jobs for deres medarbejdere, mennesker langt fra arbejdsmarkedet og flygtninge og indvandre. Men det handler også om, at vi sammen med virksomhederne løfter opgaven og bruger deres gode arbejde til at inspirere endnu flere til at gå samme vej, fortæller Villy Søvndal (SF), formand for Social og Arbejdsmarked, i en pressemeddelelse.

Juryen valgte at give prisen til 20 virksomheder. Prismodtagerne kan nu se frem til at blive hyldet på Business Koldings nytårskur. Derudover modtager de et diplom og et kommunikationskit, som kan bruges i deres markedsføring.

Bæredygtige jobs handler om os alle sammen

Selvom prisen SammenomJOB blandt andet fokuserer på at skabe jobs til mennesker, der døjer med ledighed og andre psykiske og fysiske udfordringer, så handler prisen om mere end social ansvarlighed.

Bæredygtige jobs er også med til at sikre, at virksomhederne får skabt et arbejdsliv, hvor medarbejderne kan holde i længere tid inden pension. At skabe bæredygtige jobs handler dermed om at skabe et godt arbejdsliv for os alle – både den ledige, direktøren og medarbejderne. En opgave, der er vigtig, hvis der også i fremtiden skal sikres nok arbejdskraft.

-Vi står i en situation, hvor flere og flere nedslides og sygemeldes fra deres arbejde. Samtidig er der flere, som har svært ved at få en tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan arbejde 37 timer eller kommer fra en anden kultur. Vi bliver derfor nødt til at sætte fokus på det bæredygtige arbejdsliv, så vi sikrer trivsel for alle. Derfor sætter vi med prisen SammenomJOB fokus på de virksomheder, der tager del i den opgave i håb om, at endnu flere vil bidrage i fremtiden, pointerer næstformand i Social og Arbejdsmarked, Birgitte Munk Grunnet (S).

Både Villy Søvndal og Birgitte Munk Grunnet anerkender, at virksomhederne spiller en stor rolle i forhold til udformningen af bæredygtige jobs i fremtiden. Derfor understreger de også, at det bliver nødt til at være en fælles opgave, hvis målet om flere bæredygtige job skal nås.

Udvalget for Social og Arbejdsmarkeds håber, at virksomhederne fremover vil benytte prisen til at anerkende deres medarbejdere og bruge det i deres eksterne markedsføring.

SammenomJOB prismodtagere 2023

• Skanderup Efterskole
• Staff Service ApS
• ATHCO-Engineering A/S
• TRICON ELECTRIC A/S
• Hotel Kolding
• Den Gyldne Hane A/S
• Attendo A/S
• PreMed A/S
• Lejrskov Rengøring ApS
• CC Pro Shop
• SETION ApS
• Sanwes Sproginstitut ApS
• Bidstrup Tømrer og Snedker
• M.M. Murer Kolding ApS
• Godset
• SlotssøBadet
• SHEworks Atelier ApS
• Birkemose Golf Club
• FlexFabrikken ApS
• MultiFoods

Centerchef for Virksomhedsservice, Tilbud og Ydelse, Kim Bank Olesen overrækker direktør for Slotssøbadet, Otto Skak, SammenomJob 2023 prisen. Bagerst til venstre ses Jobkonsulent, Jesper Christensen. Bagerst til højre ses HR-chef i SlotssøBadet Karina Bräuner. Pressefoto.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel