Kolding Netavis

Sammen designer vi slammet

Læserbrev af Carl Kristensen, Mosevangen 12, 6640 Lunderskov.

Birgitte Kragh, du er ellers en politiker jeg kunne have stemt på, også som borgmesterkandidat, sådan som jeg i øvrigt altid har stemt på dit parti, hvis ikke det var for to væsentlige ting.

1: I fik slæbt Eva Kjer ind som borgmesterkandidat. Eva, som stod bag Landbrugspakken der siden har betydet massiv kvælstof forurening i alle vore indre farvande, der i dag gisper efter vejret, med betragtelig iltsvind, og fiskebestande der er bukket under. Som lystfisker har jeg set hvordan de bundlevende fisk siden 2016 er forsvundet fra først Lillebælt, siden Storebælt, og dårligdommene begynder at brede sig til Langelandsbæltet, der efterhånden er det eneste sted hvor man med rimelighed kan satse på at fange en flad, men der er det betydeligt vanskeligere i dag end blot for 2-3 år siden. Blandt miljøeksperter er der konsensus om at det primært skyldes udvaskning og tilførsel af alt for mange næringsstoffer, der i alt væsentligt kommer fra landbruget. Jeres partiforening har valgt en kandidat der – udover at hun direkte har udtalt at hun hader vores småvandløb – der hvor vore ørreder formerer sig og meget af vores insektliv stammer fra – er hovedansvarlig for denne øgede udvaskning.

2: Jeres planer om at dumpe 360.000 tons forurenet slam i det i forvejen nødlidende Lillebælt. Som formand for miljøudvalget med mere, skriver du direkte at I har måttet konstatere at der ikke findes brugbare alternativer til dumpning, og du angriber Villy Søvndal for at han har lovet at der ikke vil blive dumpet slam hvis HAN bliver borgmester. JO, kære Birgitte Kragh, der findes et alternativ. Hvis ikke slammet kan bortskaffes, ændres eller deponeres miljømæssigt forsvarligt, så skal Marina City planen skrottes. Så enkelt kan det gøres.

Jeg er ikke imod udvikling og nytænkning, som f.eks. Marina City, og jeg mener klart at det i sig selv kan blive en gevinst for Kolding – men IKKE på bekostning af et så nødlidende miljø, som det vi har i Lillebælt – ja – ikke på bekostning af miljøet i det hele taget. Jeg forstår på dit læserbrev i JV den 12.11 at en stemme på dig og venstre er en stemme på at læsse 360.000 tons forurenet slam direkte ud i Naturpark Lillebælt.

Af de grunde er jeg ude, som løverne siger. Af de grunde kommer jeg til at stemme på en mand som jeg har kendt i mere end 40 år, og som jeg ofte har været endog meget politisk uenig med, nemlig Jørn Chemnitz (SF). Men jeg kender ham så godt, at jeg VED at naturen og miljøet samt klimaet betyder alt for ham. Derfor må min liberale holdning vige ved dette valg.

I øvrigt har jeg aldrig kunne forstå hvorfor det at være blå er så uforeneligt med miljøbevidsthed? Hvorfor har det altid bare været de røde der har miljødagsordenen højt oppe på listen?

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *