Kolding Netavis

Sagen om Sgoyi: Folketingsmedlem kræver svar fra Sophie Løhde

Elo Christoffersen
Foto: Sgoyi/Facebook.

Spisestedet Sgoyi i Kolding får nu politisk hjælp. Lokal folketingspolitiker vil have svar fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Sagen om, at en kommunal fejl har sat spisestedet Sgoyi’s fremtid ud i det uvisse, har nu fået det lokale folketingsmedlem Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne, til at kræve et svar fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

-Ministeren bedes redegøre for, hvem der skal afholde udgifterne pga. en sagsbehandlingsfejl, skriver Karina Adsbøl til ministeren.

-Det er ikke rimeligt, at en restaurantejer får ekstra udgifter på grund af fejl vedr. forkert tilladelse. Derfor har jeg også rejst det overfor ministeren. Det må jo ikke ske. Det er vigtigt, at vores erhvervsdrivende har gode rammer. De skaber arbejdspladser i byen og udvikling, og derfor er det dybt bekymrende, at læse om den situation, som restaurantejeren uforskyldt er havnet i. Både for de ansatte og ikke mindst for virksomhedsejeren. Og det fremmer jo ikke ligefrem, at vi får flere erhvervsdrivende til Kolding, fortæller Karina Adsbøl.

Planklagenævn har ophævet tilladelse

Den seneste udvikling omkring restauranten Sgoyi på Haderslevvej i Kolding er, at Planklagenævnet har ophævet tilladelsen til at opføre restauranten efter en naboklage. De påpeger, at en butik anses som detailhandel, mens en restaurant karakteriseres som et publikumsorienteret serviceerhverv med potentielt anderledes påvirkning af omgivelserne. Det skrev JydskeVestkysten tidligere på ugen.

Det er endnu ikke klart, hvad nævnets afgørelse får for Sgoyi. Kolding Kommune undersøger mulighederne for en afklaring af situationen. Det vil sige om det skal gøres lovligt eller om restauranten skal lukke på dens nyværendende placering.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel