Kan man ændre adfærden i en by ved at skabe nye visuelle spor?
Det undersøger kunstner Karoline H Larsen med kunstværket REFLECT; en kollektiv byrums-aktion, der i hele maj tester, hvordan visuelle glimt i det offentlige rum kan starte små bølger af forandring. Værket sættes i gang af kunstneren sammen med over 100 unge fra Kolding og Fredericia, oplyses det i en pressemeddelelse.
REFLECT er en del af den nationale kunstkampagne #VÆRKDINVERDEN, der sætter fokus på, hvordan kunst kan forandre en by sammen med lokale borgere.
-Visionen er at engagere lokale borgere i en uformel dialog omkring kunst i lige præcis deres by. Hvad kan kunsten, når den går i dialog med vores omgivelser? Og hvordan kan den bruges til at udvikle et sted? Dét vil vi gerne undersøge sammen med byernes borgere ved at invitere dem ind som medskabere af et nyt kunstværk, der afspejler deres forhold til byen,” siger Amalie Frederiksen, kurator og leder i Another Public, der realiserer #VÆRKDINVERDEN i samarbejde med inviterede kunstnere, lokale foreninger, skoler og institutioner.
Kolding og Fredericia er to af fire byer, der er udvalgt til at være med i kampagnen i 2021 sammen med Ærøskøbing og Vejle.
Sådan kan du være med
I løbet af maj kan du opleve Fredericia og Kolding forandre sig, når grafiske reflekser sættes op på over 300 steder i byerne, såsom facader, træer og andre af byens offentlige objekter.
I udvalgte butikker og institutioner vil du kunne hente dit eget refleks-kit og følge trop med flere spor for på den måde at bidrage til fællesskabet og forbindelsen mellem byen og borgerne.
Når man møder reflekserne i byrummet opfordres man til at poste det på sociale medier med hashtagget #VÆRKDINVERDEN.
Arrangement i Kolding
Den 3. maj kl. 16.25-18.35: Byrums-aktion med elever fra Kulturskolen Kolding og Nicolai Kultur
Hent reflect-kit her
Kolding Bibliotek
Tobbers Madbar
Sankt Nicolai Kirke