Kolding Netavis

Sælger stor byggegrund til boligfællesskab

Kolding Kommune udbyder en storparcel på 17.000 kvadratmeter ved Anholtvænget i Drejens, som sælges til en investor, der vil opføre et seniorboligfællesskab eller en anden form for boligfællesskab på grunden.

Drejens er et attraktivt nybyggerkvarter i Kolding Kommune, der ligger i den nordlige ende af Kolding tæt på naturen med bl.a. Kolding Fjord og Lillebælt. Det er samtidig et område, der har oplevet stor byggeaktivitet de seneste år.

Siden 2017 er et ca. 190.000 kvadratmeter stort areal ved Drejens nemlig blevet udviklet fra landbrugsjord til et fuldt udbygget boligområde. Og nu bliver det altså også muligt at tilføre området et boligfællesskab.

-Det er jo enormt eftertragtet at bo i boligfællesskaber i disse år. Ventelisterne er lange. Og der er private investorer, der allerede har opført og er i fuld gang med at opføre denne boligtype andre steder i kommunen. Ved også at reservere noget jord i Drejens til et seniorboligfællesskab eller en anden form for boligfællesskab kan vi tilgodese en efterspørgsel samtidig med, at der bliver en bedre diversitet i området hvad angår boligformer. Det er winwin, konstaterer borgmester Jørn Pedersen (V).

Storparcellen er det næstsidste ubebyggede areal, der er omfattet af et lokalplanområde ved Agerøvej, Drejensvej og Rytterskolevej, der startede med udbuddet af byggegrundene ved Alrøvænget i 2017.

Se udbuddet af storparcellen på komtilkolding.dk/anholtvænget – der er budfrist fredag 17. december klokken 12.

Del denne artikel