Kolding Netavis

Sådan kan generende trafikstøj i Kolding afhjælpes

Larm fra trafikken er den værste støjkilde, og alene i Kolding vurderer Vejdirektoratet, at mindst 1305 boliger er udsatte.

Vidste du, at mere end 28 procent af alle danske boliger er påvirket af trafikstøj, som ligger over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58 dB? Alene i Kolding er det Vejdirektoratets vurdering, at 1305 boliger med beliggenhed ud til statens veje er udsatte (i følge Vejdirektoratets støjhandlingsplan for statens veje 2018-2023, rapport 593, red.)

Mette Sørensen, seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, fortæller om de helbredsmæssige risici, der er forbundet med støjen:

– Forskning viser, at trafikstøj øger risikoen for hjertekarsygdomme. I 2003 vurderede Miljøstyrelsen, at mellem 200-500 mennesker i Danmark dør for tidligt på grund af støjgener, og eftersom flere forskningsresultater er kommet til siden, kan tallet meget vel være steget i mellemtiden. Derudover forsker man lige nu i en lang række andre sygdomstilfælde, som støjgener kan være årsag til. Det er altså et stort problem, som man ikke skal tage for let på, siger hun i en pressemeddelelse.

Placering af soveværelse og lydreducerende vinduer

De konkrete råd fra Kræftens Bekæmpelse lyder derfor:

– For at reducere støj har vi brug for forebyggende tiltag såsom støjreducerende asfalt, støjbarrierer ved de store veje, mulighed for at sænke fartgrænser og begrænse trafikken om natten. Vi ved nemlig, at det er problematisk, når man får nattesøvnen forstyrret af støj. Derfor er det også en god idé at vende soveværelset væk fra gaden, fortæller Mette Sørensen.

Et andet godt råd er, at du overvejer lydreducerende vinduer i dit hjem. Sådan lyder det både fra Mette Sørensen hos Kræftens Bekæmpelse samt Casper Burkal, der er tømrermester i Bork & Burkal, og som holder til i Kolding. Han er specialiseret i blandt andet støjreducerende løsninger.

– Du kan reducere støjgener væsentligt med de rigtige vinduer. Faktisk kan du dæmpe støj udefra med 5 decibel sammenlignet med et standardvindue. Den faktiske oplevelse svarer til, at man fjerner 70 procent af trafikstøjen. Med andre ord: Du kan fjerne syv ud af ti biler, der kører forbi din bolig. Det er alligevel ikke så lidt, fortæller Casper Burkal.

Del denne artikel