Få seks råd til, hvordan du gør livet sværere for indbrudstyvene, så du kan nyde påskedagene uden at bekymre dig over ubudne gæster i dit tomme hjem.
Påske er lig med familiehygge, sild og snaps i trygge rammer, men helligdagene er desværre også lig med flere indbrud. Derfor er det en god idé, at du garderer dig mod indbrud, før du tager på ferie eller til påskefrokost. Det handler hele tiden om at være et skridt foran indbrudstyvene.
-Vi ved, at et indbrud er en ubehagelig oplevelse, og at risikoen for indbrud stiger, når man først har haft indbrud én gang. Derfor er det vigtigt, at man sikrer sig så godt som muligt. Start med at kigge på dine døre, låse og vinduer i hele huset. Er de gamle og i dårlig stand, øger det risikoen for indbrud. Giv hele din bolig et kritisk tjek, så du kan skabe et trygt hjem. Der er næsten ikke noget værre end at komme hjem til et hus, hvor man ved, at fremmede har gennemrodet ens mest personlige ting, lyder opfordringen fra Lene Harvig fra Gartnernes Forsikring.
Ifølge Forsikring & Pension er risikoen for at få indbrud inden for et år 5 gange større, når man først har oplevet et indbrud. Så gør det så svært for indbrudstyvene som muligt. Gartnernes Forsikring giver dig her 6 simple råd, så du kan komme tryggere og mere sikkert gennem påsken.
Sørg for indbrudssikrede låse og vinduer
Kig på dit hus gennem en indbrudstyvs øjne. Hvis du har gamle låse, døre og vinduer, er de sikkert nemme at bryde ind af. Det anbefales, at du udskifter dine låse til et patenteret låsesystem og udskifter vinduer og døre til indbrudssikrede. Du kan også sikre gamle vinduer med sikringsbeslag og skinner, og glaslisterne kan skrues fast med sikringsskruer. Gamle terrassedøre kan du opgradere med en anslagsskinne.
Lad som om, at du er hjemme
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bryder indbrudstyven sjældent ind i dit hus, mens du er hjemme. Så sørg for, at dit hjem ser beboet ud. Brug tænd/sluk ure indendørs, som kan styre lyset, når du ikke er hjemme. Dit hjem vil se beboet og oplyst ud – og indbrudstyvene søger ofte videre.
Skjul ikke dit hus
Kombiner indendørsbelysning med udendørsbelysning. Det er tydeligt, at dit hus er tomt, når der er helt mørkt indenfor. Opsæt lysfølere udenfor, som bliver aktiveret, når nogen går op til huset. Husk samtidig at holde hæk, buskads og hegn omkring dit hus nede. Belysning og lav beplantning udenfor gør det svært for en indbrudstyv at skjule sig tæt ved dit hus.
Frist ikke tyven
Lad ikke værdifulde genstande ligge fremme – og skjul så vidt muligt designermøbler og dyr teknologi. Mange tyve tjekker gennem vinduerne, om dit hus er værd at bryde ind i. Det Kriminalpræventive Råd oplyser, at en tyv kun bruger mellem 5 og 10 minutter, så det går hurtigt. Og efterlad bare dit hjem lidt rodet, så er der større chance for, at en indbrudstyv tror, at du kan komme hjem hvert øjeblik.
Organiser dig med naboerne
Allier dig med dine naboer, så I kan hjælpe hinanden. Gennem ’Nabohjælp’ kan du og dine naboer organisere jer og hjælpe, hvis nogen fra området er på ferie. Få din nabo til at parkere i din indkørsel, køre dine skraldespande ind og tømme din postkasse. Det giver et indtryk af, at din bolig ikke er forladt og nemt at bryde ind i. Læs mere om, hvordan du kan organisere dig sammen med dine naboer på botrygt.dk og se gode råd her.
Gør det svært for tyven at sælge tyvekosterne
Gartnernes Forsikring anbefaler, at du tyverimærker dine ejendele. En synlig tyverimærkning sikrer dig ikke 100% mod indbrud, men det øger sandsynligheden for at forblive indbrudsfri. Hvis en vare er tyverimærket, falder prisen på det sorte marked. Det er indbrudstyvene ikke interesserede i og undgår helst tyverimærkede værdier. Tyverimærkning har en præventiv virkning, fordi tyven vil blive mindet om, at personen er ved at stjæle mærkede værdier.