Kolding Netavis

Sådan skal risikoen for oversvømmelser i midtbyen mindskes

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Illustration af pumpe-sluse-anlægget. Foto: Kolding Kommune.

For at mindske risikoen for oversvømmelser i Kolding midtby, har BlueKolding og Kolding Kommune planlagt at bygge en pumpestation og en sluse ved udmundingen af Kolding Å.

Planerne er nu så langt, at Kolding Kommune gennemfører en høring af en miljøkonsekvensrapport, forslag til lokalplan, kommuneplantillæg og til en §25-tilladelse til at opføre et pumpe-sluseanlæg. Det sker frem til den 12. oktober.

Høringen giver offentligheden, virksomheder, berørte myndigheder og andre parter mulighed for at kommentere materialet og fremsende høringssvar.

Pumpe-sluseanlæg hjælper både ved skybrud og stormflod

Det fremtidige anlæg er et af Koldings store klimatilpasningsprojekter, som skal bidrage til at mindske risikoen for oversvømmelser af Kolding midtby.

-Pumpe-sluseanlægget er et nøgleprojekt i vores bestræbelser på at klimatilpasse Kolding, så vi er bedre rustet til fremtidens klimaforandringer. Når anlægget står færdigt, vil det også kunne bidrage til at højvandssikre dele af havneområdet i tilfælde af stormflod, fortæller Jakob Ville (V), formand for Plan- og Teknikudvalget, i en pressemeddelelse.

Planforslagene giver mulighed for at opføre en pumpestation i op til 8,5 meters højde nord for åen og en sluse på tværs af åen, hvor den munder ud i fjorden. Planen sikrer samtidig, at der fortsat vil kunne etableres en sti langs nordsiden af åen fra byen ud mod fjorden.

I alt er pumpe-sluseanlægget budgetteret til 125 mio. kr., der finansieres af midler fra spildevandsafgiften. Anlægget er en del af en samlet klimatilpasningsindsats for Kolding Å, der også omfatter vand-p-pladser vest for E45.

Miljøet påvirkes ikke væsentligt

Som en del af planlægningsarbejdet har et eksternt konsulentbureau lavet en omfattende miljøkonsekvensrapport, der afklarer de faktiske konsekvenser, som den planlagte pumpe-sluse vil afstedkomme, blandt andet i forhold til biologisk mangfoldighed, landskab, klima, grundvand og jordarealer.

Konklusionen i miljørapporten er, at påvirkningen af miljøet er inden for et acceptabelt niveau, når der gennemføres en række kompenserende tiltag. Blandt andet skal der etableres en frøbank for at sikre de eksisterende urter i området.

-Med de klimaforandringer, vi står overfor, er vi nødt til at iværksætte klimatilpasningsprojekter, hvis vi skal dæmme op for fremtidige klimakatastrofer. I forhold til pumpe-sluseanlægget så er vurderingen i rapporten, at anlægget kun i mindre grad påvirker miljøet, og det er selvfølgelig glædeligt, siger Jørn Chemnitz (SF), formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.

Din mening er vigtig

Kolding Kommune opfordrer alle interesserede til at komme med høringssvar. Det kan f.eks. være faktuelle fejl i det oplyste, planforslagenes indhold, mangelfuld konsekvensvurdering af projektets indvirkning på miljøet eller andre forhold.

Du kan sende dit høringssvar til vv*@ko*****.dk eller Kolding Kommune, By- og Udviklingsforvaltningen, Nytorv 11, 6000 Kolding. Du finder alt materiale om klimatilpasningsprojektet her.

Planforslagene for pumpe-sluseanlægget forventes endeligt vedtaget på Byrådets møde den 20. december 2022. Planen er, at anlægget skal stå færdig til brug i slutningen af 2024.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel