Kolding Netavis

Sådan påvirkes trafikken ved verdensmesterskaberne i orienteringsløb

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
-Vi glæder os til at se verdens bedste orienteringsløbere i aktion i Kolding og bruge vores gamle bykerne som en scene til en spektakulær sport, fortæller fritids- og idrætskonsulent, Peter Ginnerskov. Foto: Dansk Orienterings-Forbund (Arkivfoto)

Kolding, Vejle og Fredericia er i år vært for verdensmesterskaberne i orienteringsløb. I Kolding skal løberne i aktion den 26. juni og dette kommer til at påvirke trafikken.

-Vi glæder os til at se verdens bedste orienteringsløbere i aktion i Kolding og bruge vores gamle bykerne som en scene til en spektakulær sport, fortæller fritids- og idrætskonsulent, Peter Ginnerskov, i en pressemeddelelse.

-Når man afvikler et verdensmesterskab er det uundgåeligt, at det kan påvirke trafikken og det håber vi på forståelse for. Modsat normalt, hvor vi ganske præcist kan melde ud hvor ruterne foregår, er det i dette tilfælde ikke muligt for os at gøre i samme detaljegrad, siger han videre og forklarer, at der er en ganske god årsag til dette.

Hovedformålet i orienteringsløb er at finde vej og derfor er det ikke muligt at offentliggøre præcist, hvor ruten kommer til at foregå. Det vil nemlig kompromittere det sportslige og give deltagerne en fordel på forhånd, da de så ville have mulighed for at planlægge deres vej til posterne.

Kolding Kommune kan derfor ikke præcist offentliggøre, hvor ruten kommer til at være – men det er muligt at offentliggøre den embargo-zone, hvor løbet kan afvikles inden for. Denne kan ses på www.kolding.dk/storsommer.

Vær opmærksom på at alle veje inden for embargo-zonen ikke afspærres. Større veje holdes desuden åbne, men der kan forekomme kort ventetid ved trafikregulering.

Berørte beboere informeres

Alle berørte beboere, der bor i området hvor løberne vil løbe, bliver desuden orienteret direkte i e-Boks. Løbsområdet spærres delvist søndag den 26. juni fra 16.00 – 19.00. Dette betyder også, at hvis du bor i embargo-zonen, men ikke modtager noget i e-Boks, så kan du som udgangspunkt godt regne med, at din adresse ikke bliver påvirket.

I bil vil det være muligt at forlade området, hvor løbet foregår. Men det vil ikke være muligt at køre ind. I hele området er det muligt at færdes på cykel og til fods, men man opfordres til at være opmærksom.

-Løberne kommer hurtigt i området og som tilskuer, fodgænger, bilist eller cyklist skal man være ekstra opmærksom. Der er trafikofficials der kan hjælpere borgere, der skal ud i bil og der vil være en masse frivillige, der kan hjælpe dig med at komme sikkert gennem byen. Det er vigtigt at man følger de anvisninger man får fra officials – både for sin egen og løbernes sikkerhed, siger Peter Ginnerskov.

Sådan påvirkes bustrafikken

En række af Sydtrafiks busser vil eller kan blive berørt af VM i orienteringsløb. Læs nærmere om hvilke på www.sydtrafik.dk.

Sådan påvirkes studenterkørslen

Den 26. juni ligger midt i den perioder, hvor årets studenter er på vognture. Kolding Kommune har derfor taget kontakt til uddannelsesinstitutionerne, så disse kan informere årets studenter om ikke at planlægge vognture i centrum i ovenstående tidsrum.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel