Kolding Netavis

Sådan kommer indgangen til Geografisk Have til at se ud

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Illustration: AART Architects.

Geografisk Have i Kolding har i de senere år haft vokseværk hvad aktiviteter og gæster angår. Den eksisterende indgangsbygning er ikke længere tidssvarende og rummer ikke de faciliteter, der er nødvendige i fremtiden.

Derfor besluttede havens bestyrelse i 2023 at udbyde en idé-arkitektkonkurrence til en ny bygning – ”Den Grønne Portal”, hvilket også er en udmøntning af et af de højest prioriterede projekter i havens ambitiøse Udviklingsplan.

Visionen for den nye bygning er, at den skal være et unikt, ikonisk og publikumsvenligt byggeri, som også viser Geografisk Have som en dynamisk, global plantesamling med en linje fra fortid til fremtid. Bygningen skal understøtte Geografisk Haves vision og være et eksempel på et bæredygtigt byggeri, der danner ramme for aktive fællesskaber – helt i stedets ånd. Huset skal kunne fungere året rundt for både publikum, ansatte og frivillige og have en høj grad af tilgængelighed.

Vinderforslaget

Fire arkitektvirksomheder blev indbudt til konkurrencen og bestyrelsen for Geografisk Have har på sit møde godkendt vinderprojektet. Det blev forslaget fra AART Architects, der vandt konkurrencen.

Forslaget har en meget inviterende hovedindgang og forbinder i sin retning Geografisk Have med Aksel Olsens private have. Bygningen er inspireret af stedet, har et grønt tag og masser af ovenlys og overdækkede arealer. Den ca. 400 kvadratmeter store bygning er meget fleksibelt indrettet, så størrelse af caféareal, butiks- og udstillingsområde kan variere efter behov. Ligeledes kan et attraktivt oplevelsesrum anvendes til formidling, foredrag eller møder og med foldedøre kan bygningen have varierende rumopdeling.

Basisfaciliteter som reception, køkken og toiletter er praktisk placeret ud mod parkeringspladsen. Genbrug er indtænkt, for eksempel i forslaget om genbrugstegl på hele gulvet.

Der er også tænkt på, at den nye bygning skal være hyggelig og derfor indeholder caféområdet også et muret ildsted, hvor man kan varme sig efter en frisk tur i haven. Der er et stort udhæng omkring det meste af huset og på terrasserne under udhænget bliver det meget attraktivt at slå sig ned og være i zonen mellem ude og inde.

-Vi er stolte over at få mulighed for at realisere vores forslag til Den Grønne Portal, som vi har arbejdet indlevet og ihærdigt på, siden konkurrencen blev udbudt. Den Grønne Portal bliver et byggeri, der vil understøtte Geografisk Haves visioner om at blive et unikt sted for inspiration, læring, hygge og aktivitet, fortæller partner og arkitekt i AART, Mads Nygaard, i en pressemeddelelse.

Bygningen er designet ud fra en stærk stedslæsning og indpasset på en måde, så den er i tæt kontakt med parken, både visuelt og funktionelt – helt i Aksel Olsens ånd.

Det videre forløb

Næste skridt er at skaffe finansieringen til projektet, som forventes at beløbe sig til omkring 12-13 mio. kr.

Trille Nikolajsen, som er repræsentant for Kolding Byråd i Geografisk Haves bestyrelse siger:

-Det vil have stor værdi for Kolding Kommune at dette projekt bliver realiseret. Det vil passe godt ind i kommunens udviklingsplaner. Vi ser meget gerne et nyt fyrtårn som imødekommer de aktuelle udfordringer og gør det attraktivt for både alle lokale gæster samt danske og udenlandske turister at besøge Geografisk Have.

-Dette meget flotte og gennemarbejdede projekt fra AART Architects bliver det virkelig interessant at præsentere nogle af de større fonde for. Det er vigtigt, at havens publikum i fremtiden kan føle sig velkomne hele året rundt og der skabes faciliteter, der muliggør en mere aktiv anvendelse til oplevelse og som mødested, fortæller formand for Geografisk Haves bestyrelse, Morten Damgaard

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel